Skal vi kæmpe eller give op?

Hej

Jeg trænger til et råd.

Jeg har mødt en mand, som jeg har forelsket mig vildt i, og denne forelskelse er gengældt. Vi har det rigtig godt sammen og tilbringer så meget tid vi kan, sammen. Vi har kendt til hinanden i snart 3 år, men det er først nu, i de sidste 3 måneder at vi har fået øjnene op for hinanden.

Vores udfordring er dog, at vi er forældre til to drenge der går i samme klasse. De to drenge ved intet om at vi dater, men nu begynder vi begge at blive trætte af at skjule vores forhold, især i forhold til drengene og også til andre forældre/børn i klassen.

Udfordringen er hvordan vi forholder os til dette, med tanke på drengene.

Min nye “kæreste”, har et godt forhold til sin ex(som han gik fra for 5 år siden), og jeg kender også henne, da vi jo har børn i samme klasse. Hun er rigtig sød. Jeg har også et godt forhold til min søns far. Min søns far og jeg gik fra hinanden da han var helt lille, og da han blev 4 fik jeg en ny kæreste som jeg har boet sammen med i 3 år. Vi er gået fra hinanden for kun 5 ¨måneder siden.(det er et år siden jeg var færdig med forholdet, men drøjede med at tage beslutningen). Jeg havde ingen planer om at møde en ny mand så hurtig, men forelskelse og følelser kan man jo ikke gøre så meget ved.

Men pga. at det ikke er så længe siden han flyttet ud, er jeg bekymret for hvordan min søn vil have det med at jeg har mødt en ny. Han giver dog ikke udtryk for at savner min ex ret meget, og han har taget flytningen meget fint.

Vi er dog begge usikre på hvad vi skal gøre nu. Skal vi kæmpe for kærligheden eller skal vi bare give slip her ? Er det nogen der har erfaring med at danne en sammenbragt familie, med to drenge der går i samme klasse ? Drengene er snart 9 år gamle.

Drengene leger fint sammen, men er ikke af de to i klassen der søger mest til hinanden. De har meget forskellige interesser, hvad fritidsinteresser angår. To gange har vi dog lave legeaftaler med dem i en weekend, hvor vi alle 4 har lavet noget sammen. Og det har gået rigtig fint.

Med venlig hilsen “forelsket og usikker”

————————————————————————–

Kære ” forelsket og usikker”

Tak for din mail

Jeg kan godt forstå at du er usikker, for jeg tror desværre ikke der findes én rigtig måde at gøre dette her på…..

Det er jo dejligt at du har fundet kærligheden igen! 

Jeg tror det er vigtigt at huske på at det er JER der er forelsket og ikke drengene….

De bliver nød til at lærer at leve med det, I nu en gang beslutter jer for  …

Sådan er det at være barn, alle der har været børn har måtte lærer at leve med sine forældres beslutninger på godt og ondt.

Grunden til at jeg skriver dette er, at jeg får en lille mistanke om at du/ I gerne ville havde bare en lille smule anerkendelse af dit / jeres valg fra dit barn…. Det er klart at det ville være rart hvis dette kunne lade sig gøre, og det er klart at dette ville kunne gøre det lettere men sådan er det desværre ofte ikke.

Det er din beslutning, dit valg og dig der er forelsket.

Jeg tror de fleste børn reagere når mor eller far deres mor eller far får en kæreste. Det kan være at nogle børn er meget tilpasset, artige, gode til at beherske sig, at deres forældre trænger til anerkendelse, men reaktionen kommer som regel altid…. Og den kommer ud på rigtig mange måder.

Det at jeg tror jeres børn vil reagere – er ikke ensbetydende med at det er en dårlig ide!

Jeg tror desværre ikke der findes et rigtigt tidspunkt det rigtig tidspunkt er når I ikke kan holde det ud, ikke kan lade være mere, og det lyder som om I er kommet dertil….

Det vil selvfølgelig kræve at I er ”parate” til at tage de reaktioner der end måtte komme…. 

(Der vil altid være nogle der synes det skulle være gjort på en anden måde)

Jeg har mødt rigtig mange par, der har mødt hinanden på mere eller mindre heldige måder… og jah en forelskelse det kan man godt styre, men det er vel også det skønne ikke at styre ?

I kan på ingen måde tage den reaktion fra jeres drenge, desværre, men I kan være ved deres side. Med det mener jeg at stå ved det I gør, ved at være i stand til at adskille dem fra jer.

At deres reaktion ikke ændre ved det I gør.

Men I kan holde dem i hånden, og høre hvad de tænker uden at ændre det på det I gør.

På samme måde som man jo også nogle gange bliver nød til som forældre, at få børn i skole selv om de ikke gider. Man høre på dem, og snakker om det, men de kommer i skole.

Ofte bliver forældre så følelsesmæssig usikre at de mister deres ”voksenhed”, ”magt ”, og støtte funktion overfor deres børn. 

Ved det lade de deres børn bestemme alt for meget, eller har så travlt med at retfærdiggøre det de selv gør at de overhoved ikke lytte, men lukke af for deres børns reaktioner. 

Derved mister børn den støtte, den struktur, den ”hånd i ryggen” når noget er svært, som de i den grad har brug for i situationer som netop denne.

Så det at kunne stå ved det man gør, samtidig med at høre på hvad det gør ved ens barn,  – det er en svær kunst!

Det at kunne adskille dig fra ham.

Men en kunst som er vigtig at holde øje med, være opmærksom på og hvis I mestre dette, er det den bedste hjælp, de bedst voksne I kan være overfor jeres børn

STOP med jeres projekt ”familie”, men hold fokus på det, det reelt er – to voksne der vil være par, to voksne som er glade for hinanden med to børn der følger med.

I alle 4 skal stille og roligt lære at leve sammen. 

2 af jer har valgt hinanden, de andre 2 må lære at leve med hinanden.

Husk på at det tager tid!

De går fra at være alm. klasse kammerater til pludselig at 

komme i ”familie” ?

De skal havde tid til at finde ud af hvad de vil med det?

Det at mor/ far har fået en kæreste?

Hvor er jeg så ? og hvad betyder jeg så?

Hvad er vi?

Og hvad vil I?

De behøver ikke at blive brødre, for det er de ikke, men de skal lære at respektere hinanden og jer hver især.

De skal langsomt lære at leve sammen.

Ting tager tid.

Relationer er lang tid om at udvikle sig.

De har ikke valgt hinanden, men de skal lære at leve sammen.

I har valgt hinanden.

Det at forblive realistiske er en stor hjælp for jeres børn

Og hold jeres drømme og fantasier om hvad I ønsker der skulle ske ude.  Hold op med at havde og lave projekter på deres vegne

En familie er et fælles projekt, der tager tid. Alle skal havde lov til at væne sig til tanken, finde sig selv og foreholde sig til de andre.

Tålmodighed er en dyd

Håber mit svar kan give jer en retning

Lykke til

Mange hilsner

Sia

Psykolog

Siaholm.dk