Spørgsmål…?

Hej Sia.

Jeg bor sammen med min kæreste og min søn på 10 år. Der ud over er jeg bonus mor til to piger på 8 og 12 år, som vi har hver torsdag og hver anden weekend.

Vi har været kæreste i 3,5 år og boet sammen de sidste 3 år. Vi har alle fem fra første dag af, kommet rigtig godt ud af det med hinanden. Det sidste halve år har min søn trukket sig lidt væk fra især den ældste af min kærestes piger. Han fortæller, at hun giver ham en følelse af, at han altid gør alting forkert og gerne vil lege mor over for ham. Jeg har respekteret hans behov for at trække sig lidt væk.

Lidt om min kærestes børn – og med farer for at lyde som “den nye kæreste, der bare er jaloux”, så er jeg nød til at fortælle dig lidt om deres mor.

Hun er meget uselvstændig og opfører sig ofte som en pige på 13 år. Hun har rigtig svært ved at rumme sine børn. Har fået en et barn mere med en mand hun er skilt fra igen. Hun delagtiggøre børnene i nogle voksen- ting, som min kæreste og jeg synes er upassende. Giver dem ansvaret for en masse praktiske ting, som ikke er alderssvarende til dem. Hun er blevet veninde med sine piger!!

Pigernes mor køber sjældent nyt tøj til dem – og når det sker, er det enten tøj, hun selv kan gå i eller det billigste. Hun fortæller hel tiden sine børn, at de ingen penge har. Forvirringen kan så opstå, når de ser deres mor, gå til frisør og køber make-up og tøj til sig selv. Hun er en flot kvinder, ligner en hel million, der er intet at sætte en finger på. I hendes verden betyder facade alt.

Jeg har kun et barn. Det har været et bevidst valg. Da jeg inden jeg blev gravid gjorde op med mig selv hvad det var for en mor jeg ville være. Det betyder bare, at jeg vil have tid til mit barn, jeg vil have overskud til at være noget for mit barn. Give og gøre ting med ham, uden at skulle vende hver en krone. Det betød, at mig og min daværende mand besluttede at få et barn, da vores økonomi og tid ikke var til at få flere børn, hvis jeg skulle være tro mod de ønsker jeg havde sat op for mig selv.

Mit barn er fuldstændig ligeglad med hvad der står i nakke på sit tøj, hvilke sko han går i eller om der er bogstaver eller frugter på sin mobil. Jeg køber det tøj og de sko, jeg synes er fedt – og det er både H&M og mærkevarer, der bliver købt.

Han tager det på – og så taler vi ikke meget mere om det.

Min kærestes ældste datter har givet udtryk for, at hun er jaloux på min dreng, fordi han får mærkevaretøj og får nyt. Hun siger også, at hun ikke vil spørge sin mor, fordi de alligevel ikke råd.

Hvor jeg køber kvalitetstøj/mærkevarer et par gange om året, så køber deres mor billigt tøj flere gange om måneden, som de så alle kan dele.(hun får penge af pigernes far til disse udgifter-og det samme gør jeg af min x-mand).

Min kæreste er så frustreret over, at have en så egoistisk x-kone(det er hans ord), han er også ked af, at pigernes mor, ikke kan finde ud af at give pigerne en følelse af “vi er tøjet/pengene værd)!!

Jeg kan sagtens se, at det er to piger med meget lavt selvværd – og jeg vil rigtig gerne booste det selvværd i dem. Og inderst inde tror jeg ikke det kun handler om det tøj eller de sko, for især den ældste.

Mit spørgsmål er; hvordan håndterer jeg/vi tøjproblematikken?? Min kæreste er begyndt at mene, at jeg skal stoppe med at købe mærkevarer. Kan det virkelig være den eneste løsning?? Jeg vil føle, at jeg igen skal tilsidesætte mine egne behov, lyster og følelser for at andre kan få det bedre.

Vh M

————-

Kære M

Tak for din mail

Det er et vigtigt dilemma du her bringer frem.

En problematik rigtig mange familie støder ind i.

Hvor forskellen på DE to familier, som børnene færdes i, bliver meget tydelige! 

Det  er også her hvor det bliver RIGTIGT tydeligt om man samarbejder som par omkring de vilkår, der høre med til det at være en sammenbragt familie.

– hvordan skal man håndtere børns reaktioner, og hvordan skal man selv foreholde sig til den forskel, der som oftest er på børn som er medlem af en sammenbragt familie?

Der er jo desværre ikke ET rigtigt svar….. for der er forskellige ting i dette her.

Men der er EN vigtig ting for overhovedet at kunne snakke om det, at være medlem af en sammenbragt familie, og det er om I som voksne i denne her familie har taget stilling til, hvilken familie det er I vil være?

I er Ikke en kerne familie, men er i en familie hvor enten:

•begge går ind og påtager jer den opgave det er at være voksne i forhold til børn, dvs. opdrager, henter, bringer, smøre madpakker osv. I forhold til alle de børn der er I jeres familie.

Eller 

•den der er forældre tager sig af sine egne børn. Der er nogle fælles regler, men ellers står man selv som forældre for de praktiske ting som hører med til det at havde børn. Som anden voksen holder du dig på sidelinjen, og deltager når du bliver ”inviteret” ind, og hvis du selv vil.

Det er ret vigtigt som par, og voksen i en sammenbragt familie, at blive afklaret omkring dette, fordi det kan vejlede og vise hvordan og hvilken måde man som par/ og voksen skal samarbejde på i ens sammenbragte familie. 

Ved denne afklaring parret imellem, kan det giver en afstemning af ens rolle/position/ funktion i familien. Dette giver en klar retning af, hvad man kan  forvente af hinanden.

Det er ret vigtigt at man -begge partner -er enige om, hvad det er man laver- hvilken familie er det vi er i gang med at skabe?

Du skriver, at du netop har valgt KUN at få et barn, fordi du vil være mor på en bestemt måde. 

Men nu er det sådan, at nogle gange vil livet det på en anden måde, end man måske lige selv ville det – og nu er der faktisk 3 børn i dit liv!!! 

2 af dem er ikke dine biologiske, men de er blevet del af din familie! Din kærestes børn.

Du bliver nød til at finde dit forehold til, hvad du vil med det!

Finde ud af, hvad er det jeg vil, og hvad er det vi som par vil ( blive afstemt med sin partner)

•Vil du være en aktiv del og påtage dig den opgave det er at havde 3 børn i en familie, hvor der er en følelsesmæssig forskel på egne forældre og andre voksen, og egne børn og andres børn. En familie hvor der er 3 børn, som har meget forskellige vilkår. 

•Eller vil du lade din partner være forældre, og være hans kæreste.

Dvs. at du gør hvad du vil overfor dit barn. Og han gør hvad han vil over for hans børn. Der er nogle fælles regler, og andre er ens ansvar som forældre, i det at man skal skabe en base hvor man kan leve sammen på en ordentlig og respektfuld måde.

For sådan som jeg høre det gør du begge dele!!!

Og det er der problemet kommer…..

Det lyder som om du stadig holder fast i, at du kun vil være der for dit barn, på den måde man nu KUN kan være det, når man kun har ET barn.

Både økonomisk og mentalt.

Men samtidig lyder det som om at du forsøger, at gå ind i at finde en løsning,  der jo kræver at du påtager dig den voksen opgave, det er at havde med nogle andre børn at gøre, der kommer med helt andre vilkår.

Så for mig at hører blander I som voksne noget sammen. 

Jeg tror du bliver nød til at vælge først dit stå sted, og dernæst jeres stå sted som par, før end du / I kan foreholde jer til familiens dilemmaet.

Fordi der er nogle dilemmaer, og vilkår der hører jeres familie til: 

•I har 3 børn som har meget forskellige vilkår (kommer fra forskellige kulture)

•de er forskellige aldre, 

•de er forskellig køn, 

•den ene er enebarn, de 2 andre er vant til det at havde søskende, 

•deres samværsdage er meget forskellige ( du ikke hvordan din søn ser sin far?)

Enten er I kun mor/ far  og voksen for jeres eget barn/ børn

Eller så er I mor/far og voksen for 3 børn.

Det er to meget forskellige steder at stå, som kræver to meget forskelige ting af jer selv og af hinanden.

Hvis du kun er mor og voksen for dit eget barn, og hans for sine egne børn. 

Så er der jo noget som du ikke skal tage dig af her, og noget som er din mands problem.  (derfor er det vigtigt at blive afstemt om hvilken måde man foreholder sig til sin familie på som par- da han jo skal være enig og afklaret omkring at det er noget han alene må forholde sig til, og finde en måde at takle)

I som par, bliver nød til at være tro mod det I vil, og dette medfører også at I bliver nød til at vise dem vej, give dem(jeres børn) retning i forhold til det at foreholde sig til hinanden, de er ikke søskende, men skal lære at leve sammen.

Det kræver at den store får vist at hun ikke skal være ”store søster” for din søn, din søn behøver ikke være ”lillebror” for hans ældste datter – men de skal lære at leve sammen. Det vil kræve snakke og afstemning af deres indbyrdes magtforhold. Men der skal I som voksne hjælpe dem med at sætte grænserne.

I må stå ved at lave den ad skilning. Han er dit barn, og de to piger er hans børn. De har ikke valgt hinanden, men de skal lære at leve sammen, på en ordenligt og respektfuld måde.

De kulturforskelle og samværs forskelle, er noget I hver i sær må forholde jer til – løse, og blande jer udenom hinandens måder at løse det på.

Bare I er ordenlige og respektfulde overfor hinanden.

Hvis du er mor og voksen til 3 børn så er der jo en ændring af attitude, der skal ske – forstået på den måde at du / I har ansvar for at lærer et barn ( din søn) og dig at havde flere børn, uden at det behøver at betyde – det skræmme billede du har af – hvad det vil sige at havde flere børn.

Måske er det ikke kun skidt, måske kunne det tænkes at der er noget meget værdigfuldt ved at være en del af en større søskende flok!! ???

Det kræver at du og I begge kan se dette….?

Det kræver at I tager det ansvar at lærer en dreng der er vant til at være enebarn,  det at indordne sig de store, det er smertefuldt og ikke særligt behagligt.

Det kræver at I forholder dem og jer til at I har en omskiftlighed, hvor han er enebarn, og har søskende. Det at de forholder sig til at han er der alene, og de ikke er der alene, ikke betyder at de får det dårligere, men at deres vilkår er forskellige.

Men meget vigtigt at I har ansvar for det som de voksne, at støtte den store i at være store på en ”god” måde, mellem barnet i at være mellem barn på en” god” måde, og den lille i at være lille på en ”god” måde.

Det hierarki er vigtigt for at søskende får det godt sammen. Det hierarki gør nogle gange ondt, og nogle gange godt. Det skal I give dem lov til  at mærke, det er det der på godt og ondt gør at man kommer i familie.

Der er en køns forskel , det oftest sådan at drenge i den alder ikke interessere sig for tøj. Hvorimod det for piger i den alder har en helt anden betydning. Det er klart at hun reagere, fordi du jo gør alt det hendes mor ikke gør.

Måske handler det ikke om mærketøj, men om den interesse og omsorg du ligger i dette hos ham, men ikke hos hende?

Så ved at gøre det, at ligge den interesse og omsorg du har i tøj , ville det fokus fra mærketøj, måske forsvinde, hvis I stopper med at fokusere på det.

Ved at lade hendes mor være. Børn reagere på når deres anden forældre bliver kritiseret, indirekte som direkte – de er dybt loyale.

Det at  i tale sætte jeres fælles virkelighed overfor hende –

” det er da lige meget,  hvad mærke det har…. Hvis du sætter det og det sammen så ser det da godt ud! ?”

” det er din mor der køber tøjet, og sådan er det….. men hvis du gør sådan og sådan …… så syntes jeg det ser godt ud…!”

”kan godt forstå at du gerne ville havde …….xxx…. men det har du ikke….. kan vi ikke gøre noget ved det du har….så du bliver glad for det? Jeg vil gerne hjælpe dig…”

Det at lade hende være ked af det – for når man ikke kan få det man gerne vil havde, er det jo helt naturligt at blive ked af det… og når man så har været det lidt tid, så kommer man som regel videre….

På samme måde som din søn, også har brug for at være sur og tvær ved det at skulle finde ud af at havde søskende… han gøre modstand, for det at gå fra at være den eneste ene, til at skulle dele, både tid, ting og rum  – det er hårdt!!! Sådan reagere alle børn på det at få søskende…..selv når de er biologiske.

Men ved at lade ham være sur- ved at lade hende være ked af det….uden at I som forældre behøver at ændre det – for det kan I ikke gøre noget ved, det er jeres virkelighed!

De skal ikke elske hinanden – men I, fordi I er de voksen, skal bestemme, vise dem vej i, hvordan de skal opføre sig, så de kan lærer at leve sammen på en ordenligt og respektfuld måde.

Så det er UTROLIGT vigtigt at I som voksen ved hvad det er I laver, hvilken familie I er i gang med at skabe.

For den viden kan også give jer ”ben at stå på”  når deres reaktionerne kommer.

Og jah man skal til side sætte sine egne behov, og lyster for at andre kan få det bedre….

Men det giver rigtigt nok INGEN mening når I ikke har en fælles afklaring om hvad det er I er i gang med at skabe.

Når I har en fælles afklaring – jer som voksne, omkring hvilken familie i vil skabe og bygge op, så vil det også opleves anderledes det at til side sætte sine egen behov – for jeres fælles bedste.

Håber mit svar kan give dig en retning

Lykke til

Mange hilsner

Sia

Psykolog

Siaholm.dk