Supermom

Kære Sia,

Først vil jeg lige skrive, og fortælle hvor dejligt det er at læse man ikke er alene om dette tabu emne, for det føler jeg måske lidt det er, og kender sjældent nogen man kan sparre med, da det sjælendt er den ægtefælle der har barnet man kan snakke med.

Jeg mødte Lars for 1½ år siden – Kendte ham igennem vennekredsen, og vidste han havde en kæreste igennem 9 år og havde fået en datter.

De ender med at gå fra hinanden for 1½ år siden og da er Lars datter Louise 2 år. Vi finder så sammen og har været sammen lige siden. Skal lige siges Lars og mig har det skønneste forhold, og er den dag i dag stadig ny forelsket i manden og han giver mig sommerfugle i maven stadigvæk.

I starten kom jeg ned til Lars og besøgte ham, nogen gange var Louise der, andre gange ikke, og når hun var der, var hun selvfølgelig glad for at se mig og omvendt, da jeg syntes det var synd for hende hun havde været vidne til sådan en omgang møg og skænderier som sin far og mor nu havde, og det havde mærket hende. Men kort er at jeg kom ind i hendes liv og reddede hende og var måske hendes solstråle i den svære tid. 

I dag er Louise 4 år. Udover dette kan jeg fortælle hun var enebarn indtil for nylig og var prinsessen på ærten, og hendes mor behandler hende som hun står på en piedestal, og er en rigtig prinsesse og centrum for alt hvad der sker.

Lars og mig fik en datter i Juli, planlagt, og dels pga. vi syntes nu skulle Louise ha en lillesøster, der trængte hun til, og det mente børnehaven også. Vi havde snakket meget omkring det at når nu Sofie kom til verden hvordan det var og prøvede at få Louise til at forstå nogle basale ting såsom at vi ikke glemmer hende når lillesøster kommer og hun skal være stille og bla bla bla generelt prøvede at forberede hende på hvad der var i vente.

Nu sidder vi i en situation hvor det hele er skævt. Louise er begyndt at stjæle i børnehaven, være mere hård i filten får nogle sindssyge anfald herhjemme og blir hysterisk og gal og meget hidsig. Udover det så har der været forskellige regler, når hun er ved mor og ved far, hun får meget frie tøjler ved moren end her, da vi har en hverdag der skal fungere med 2 børn er det vigtigt fx Louise, rydder op efter sig mv. Det er dog løst, da jeg sagde til Lars om det ikke var en idé at få ringet til moren og høre hvad hun har af regler, så det ligesom blir ens, hvert sted, vi har hende nemlig en uge ad gangen mandag-mandag. Udover det, så er Louise dybt jaloux på sin far, hver gang Lars sidder med Sofie farer Louise hen til ham og kræver opmærksomhed, selvom han lige har siddet med hende og faktisk brugt mere tid på hende end Sofie. Lars mener hun har taget afstand til mig, pga. jeg har Sofie, og ja, det kan måske godt være, men mit overskud er li nul sidst på dagen, jeg er stadig oppe og amme 2-3 gange om natten og Sofie er “kun” 4 mdr. og er stadig dybt afhængig af mig. 

Når farfar eller farmor kommer forbi og de sidder med Sofie, udløser det samme reaktion som når farmand sidder med hende. Lars er meget inde på at Louise skal være med v Sofie osv. og det er hun også, altså hun kysser og krammer hende og kalder hende Lillesøs og alt det der, men at ha Sofie på sleb hver gang jeg bare skal skifte en tis-ble det magter jeg bare ikke i længden, Sofie og Lars kan ikke forstå når jeg siger at jeg ikke er tryg ved Louise sidder med  alene i stuen og vi står i køkkenet, jeg stoler ikke på hende og man ved aldrig hvad små børn kan finde på. Og det forstår Lars ikke rigtigt, og bliver derfor tit sur. Han spurgte mig engang om jeg elskede Louise ligeså højt som Sofie, og det ku jeg ikke svare på, for gu elsker jeg Louise men ikke på samme måde som min egen datter der har ligget i min egen mave. Det der også er underligt og som jeg har det skidt med er, at Lars siger tit “gå ud og spørg Trine om du må få det” eller ved bordet ” Det kan være Trine gider give dig lidt” det bryder jeg mig egentlig ikke, da jeg tænker at Sofie sidder ved bordet, og hun ikke skal få den ide om at kalde mig Trine, men mor, og KUN mor. Da jeg var lille vidste jeg ikke min mor havde et anden navn, for mig hed hun kun mor. – Hvordan tackler vi den???

Ydemere så kan der også opstå den situation at mine forældre kommer og banker på døren, og Louise siger far hvem er det? og Lars  siger: Det er Sødde og Nuser  (deres kaldenavne) og Louise vil stå og kigge undrende – hvem er sødde og nuser? – Ja skal det er din mormor og morfar. Er sikker på at Lars ikke vil sige i den situation til sin egen datter Louise : ” Louise det er Sofies mormor og morfar” det gør man jo af automatik ikke, da det tager for lang tid at sige. Hvad gør man i den situation? 

Lars kan heller ikke forstå at jeg ikke bryder mig om at når Louises  mor kommer at jeg ikke går med ud og “overlevere” ting og siger hej, som regel smutter jeg altid det længste sted hen i huset jeg kan når hun kommer for at hente, og har ikke lyst til at tale med hende, er ikke jaloux på hende, men gider bare ikke glo på hende, ligesom at når jeg fortæller at det var Lars jeg valgte og accepterede hans datter var det ikke ensbetydende med at Louises mor var med i pakken. Gu ved jeg at jeg aldrig kommer til at slippe for hende i og med det er Louises mor, men har ikke behøvet at pådutte mig en dialog med hende. 

Har indset i dag, at jeg var for large til at starte med i forholdet, og skulle ha lagt nogle klare aftaler om hvem der gør hvad og hvem der styre opdragelsen, og derefter ha skrevet det ned. Men det kan man jo altid være bagklog med… Lars siger ligeledes at jeg ikke tager ansvar over for Louise, og det vil jeg ikke give ham ret i. Jeg syntes jeg gør mit, smøre hendes madpakke hver dag og sørger for der er nærende, sundt og div. i, kører hende i børnehave hver gang vi har hende, sørger for hun er soigneret og pæn i tøjet hver dag, og er obs. på hvis hun begynder at blive syg eller der er lus, orm børnesår what ever i børnehaven. du ved, mor ting!

Ja ved godt der her brev ikke er kort, men det kunne ha været meget længere!!!!

Jeg er ikke nogen supermom, og kan ikke både være mor for 2 (3) holde hus, lave mad, smøre madpakker og ha overskud til en kæreste der forlanger lidt intimitet jævnligt. Kan mærke at det tager på mig indvendig, og jeg knækker sammen en dag

Kærligste hilsner Trine

——————–

Kæreste Trine

Tak for din mail!

Først vil jeg lige sige at den problematik du her beskriver er der desværre rigtig mange der oplever!!!

Sådan som jeg ser det har I ikke forholdt jer til realiteterne, mange gør dette i god tro fordi de frygter, at realiteterne ville skabe problemer(?)….men nu er jeres ”laden som om”  – jeres urealistiske familie -billede blevet en endnu større trussel for jer alle sammen….som I alle reagere på….og lider under….

For det første – Du er IKKE Louises mor!

Louise har en mor!!!

Jeg møder mange både kvinder og mænd, der siger at de elsker deres partners barn, efter kun at havde kendt dem i små 2 år.

Det er næsten altid roden til en masse komplikationer.  For det er som ofte ”ønske” tænkning, og ofte ønske tænkning i frygt for at man ikke kan være i familie (være i sit parforhold) uden at det ”kræver” at man skal elsker hinanden.

Der er en følelsesmæssig forskel på egne forældre og andre voksne, ligeså vel som der er en følelsesmæssig forskel på egne børn og andres børn.

Det ved både børn og voksne!

Det at der er denne her følelsesmæssige forskel behøver ikke at betyde, at man ikke kan skabe en familie. Det behøver ikke betyde at det ene barn får 5 is, mens det andet barn slet ingen får! 

Man kan med nemhed godt behandle den man ”ikke elsker” ordenligt og respektfuldt. Men det er en realitet i jeres familie, og det kan både I voksne og barnet mærke! Det bliver I alle nød til at foreholde jer til – og ikke lade som om, – for når I lades som om noget andet end det der er jeres virkelighed, så er det der, at både barn og voksne får ondt i maven. 

I / du bliver nød til at se realiteterne i øjnene, uden at se det som familiens fald, men som jeres families realiteter – Louise har en anden mor end Sofie!

Dvs. at Louise kalder dig Trine – og Sofie kalder dig mor!

Sofie vil sikkert når hun bliver større komme til at kalde dig Trine (det prøver næsten alle børn på et tidspunkt) og der vil du sikkert selv bliver overrasket over at hun kalder dig det, vende dig om med et smil og sige ”Trine??? Du mener vel Mor… ikke? “ Men det bliver kun sjovt når du ikke føler dig truet af det! Det er ikke underligt for Louise, for hun ved jo godt du ikke er hendes mor – det er mere underligt for hende fordi at I nu tror, eller lader som om– hun ikke ved det – så der er noget hun ved, som hun måske ikke må vide? og det skaber usikkerhed (reaktioner) for hende! 

Louise har en mor! – men du lades som om hun ikke har en, ved at du helt konkret ikke ser på hende, og er med hende, ved at forlader rummet, ved ikke at give det betydning, ved at lade som om det ikke er der, derved bliver det ikke en del af jeres fælles virkelighed. 

Louise har en mor – du bliver aldrig hendes mor! Det ved du, det ved hun, det ved Lars! – Det at se realiteterne i øjnene- ved at du står ved at Louise har en mor, ved at blive i samvær med hendes mor. 

Det at hendes mor bliver et acceptabelt vilkår i jeres familie – at hendes mor får lov at være hendes mor i jeres familie – først der har du , din kæreste, og Louise måske en mulighed for at starte på at undersøge hvad du så er, når du ikke er mor for hende?….. kan du og vil du være en omsorgsperson for Louise?…..Vil hun dig? vil du hende? Osv. Osv.

Her mener jeg ikke at Louises mor skal være med i jeres familie!!!! Men at hun bliver en italesat person, der har indvirkning på jeres familie, og som betyder rigtig meget for Louise. Det bliver ikke for morens skyld, men for Louise skyld, og i respekt for Louise, at du snakker med hende, i hvert fald ikke ”flygter” fra hende.

Du skal hverken kunne lide eller holde af hende, men behandle hende ordenligt og respektfuldt. Som en nabo man er høflig og respektfuld overfor.

Med denne tilgang får jeres relation- louises og din – en mere realistisk mulighed for at udvikle sig. I er tvunget til at lære at leve sammen- dig og Louise! Og Forhåbentlig kan I lære at leve sammen på en ordentlig og respektfuld måde. Når I har levet sammen ordenligt og respektfuldt i mange år, kan det være at I kommer til at holde af hinanden….det er ikke sikkert…..men når man har været vidne til hinandens liv i mange år, så får man en samhørighed…..på en eller anden måde, og du har medindflydelse på hvordan denne måde er – du har et valg!!!

Men du kan sikkert allerede nu høre, at det bliver mere realistisk og ambitionerne er sat væsentligt ned. Det tager nemlig tid at udvikle en relation. Det tager tid, vilje, indsats og samarbejde. Samarbejde mellem Louise og dig.

Men et realistisk samarbejde, hvor I ikke fortæller løgne eller lader som om! Du er ikke hendes mor – og det kan man godt snakke med hende om – hvis der kommer spørgsmål fra hende….det at tale om jeres virkelighed – tænke højt sammen….det kan gøre at det luften er”tyk” af bliver nemmer at håndtere.

Da Louise og Sofie har ikke samme mor-  har de forskellig familie.

Igen hvis I ikke lader jer true af jeres realiteter, så er det helt naturligt at selvfølgelig har Sofie en anden mormor og morfar end Louise, da de jo ikke har samme mor! Det er lidt ekstra-familie som Louise skal forholde sig til.  Det kan være at de opføre sig som en mormor og morfar(?) giver gaver….hygger….??? osv. Det er jo meget forskelligt hvordan bedsteforældre tager imod ens partners børn(?) Nogle opføre sig som bedsteforældre, andre gør forskel (?) Men det at I ser jeres realiteter i øjnene, uden at gøre dem til en  trussel for jeres familie? Gør at I kommer til at stå anderledes !

Louise ved det sikkert allerede godt, hun ved jo godt du ikke er hendes mor! Og hun ved sikkert også ganske uden mærket godt at hendes mor har en mor, og at du har en mor, og at de ikke er de samme!!!

Louises reaktion på at Sofie er kommet til verden er ganske normal…. Hun er enebarn hos sin mor, og var det hos jer.  Hun må være meget usikker på hvem er hvem fordi I også er det! I leger mor/far og børn – men det ved hun jo I ikke er , da hun har en anden mor!! så hun kan ikke helt være med? da hun jo ikke er dit barn?????

Det at få søskende er helt sikkert godt for børn, men det er ikke det børn selv oplever!!! For børn er det en krise af den værste skuffe.

For er der stadig brug for dem?, høre de så stadig til? Hvis Far nu elsker baby elsker han så stadig mig? Nu har Trine sit eget barn, vil hun så stadig havde noget med mig at gøre? Nu har hun opdaget at jeg ikke er hendes rigtige datter ???? Osv. Osv.

Det at gå fra at være den eneste ene, til at dele opmærksomheden – er noget af et kvantespring for et barn.  Alle børn reagere på det at få søskende, og der går som regel mindst 6-12 måneder før, at alle i familie har fundet deres nye roller, funktioner og positioner i forhold til hinanden.  Barnets reaktion afhænger selvfølgelig meget af hvordan de voksne håndtere deres egne reaktioner. 

Louise og Sofie har ikke samme mor – og derved noget forskellig familie. Det behøver ikke være en trussel, men det kræver at I forholder jer til realiteterne og ikke er så bange for dem. Det er som ofte en befrielse for både barnet og den voksen.

Så helt konkret – det er klart at dit overskud ikke er stort – Sofie er lille og du ammer måske(?) er oppe om natten osv. Osv.

Men sådan som jeg høre det har dig og Louise haft en forbindelse – og den skal du holde ved lige – ikke det urealistiske i den forbindelse – for du skal hverken redde hende, eller være hendes mor! Men være sammen med hende…. Gør det du hygger dig ved i samvær med hende? hvordan vil du forbindes med hende? Når du ikke skal redde hende, men lave en respektfuld relation til hende?  Så kan du også bedre trække dig – ikke fordi du ikke vil hende! Men fordi du er træt og trænger til ro!

Du skal se hendes mor i øjnene – ikke bogstaveligt! Men billedlig.

Du siger goddag til hende – bliver i rummet, og være en del af den virkelighed du skal lære at leve i, for hun bliver en der påvirker jeres familie på godt og ondt! Og hun er Louises mor!

Det hjælper dig, det hjælper Louise, det hjælper Sofie, det hjælper Lars!

Så det jeres FÆLLES viden, at Louise har en anden mor!

Du skal stoppe med at stikke hoved i busken,  åben dine øjne i din virkelighed.

Du må godt ikke kunne lide Louises mor. Du må godt ikke kunne lide situationen. Men du skal gøre det alligevel – for det får betydning for dig og dit selvværd! Det at give dig selv din plads og værd i familien.

Det vil give dig muligheden for at finde ud af hvad du er i familie?

Det vil give Louise mulighed for at se sin virkelighed i øjnene og finde ud af hvad hun er!

Det er rigtigt svært for de fleste !!! Mange gør i starten det samme som dig – men det hjælper dem bare ikke – det er lidt ligesom at tisse i bukserne, det varmer så godt i starten, men bliver ubehageligt i længden! Og de fleste føler sig sat skakmat…..som dig.

Du skal finde en måde, hvor du ikke føler dig truet af hende, og heller ikke truer hende….en måde hvor du ikke nedgøre hende, eller nedgøre dig selv! Osv.osv.

Det er svært, men kan godt lade sig gøre. En måde hvor du giver dig selv autoritet og værd, uden at behøve at ”tage” den fra hende – men det kræver øvelse.

Når DU begynder at se på jeres realiteter, er jeg helt sikker på at det vil smitte af på din kæreste (?) og på Louise og Sofie.

Håber du kan bruge mit svar som et skub/kram i den rigtige retning…..

Jeg ved det er svært og det føles som om der ikke er nogen rigtig vej….

Tro mig – det er der….men du må starte ved starten…..og et skridt af gangen…

Tro mig det slider i den grad at lade som om……

De bedste hilsner

Lykke til

Sia

Psykolog

siaholm.dk