Tidlig bonusmor, vidste ikke at det ville blive så hårdt
Kære Sia Holm.
Jeg har en lidt særpræget situation, i forhold til så mange andre herinde.
De fleste her inde, har alle selv børn med fra andre forhold, men i det her tilfælde, er det kun min kæreste, som har et barn fra andet forhold.
Jeg har virkelig haft brug for at snakke med nogen om det her, men intet forum synes rigtigt til min situation.
Min kæreste har en nu 7 måneder gammel søn, med sin eks-kæreste.
Dette var jeg godt klar over fra start af, men hvad jeg ikke havde regnet med var, hvor meget mere det indebar.
For det første har eks-kæresten ikke ligefrem velsignet vores forhold, da de skiltes midt i graviditeten.
Så vi fik en hård start. Vi måtte ikke vise os som kærester i offentligt rum, vi skulle tage meget hensyn til hende,
da hun var gravid med barnet og ikke måtte lide under stress eller depression med mere.
Da bebser så blev født, var alle i familierne selvfølgelig glade og lykkelige over det nye vidunder.
Det er da en helt naturlig ting, men har aldrig følt mig så forbi set, alene og angstprovokeret, som i denne tid med bebser i livet.
Grunden til disse store følelser og påvirkning, skyldes nok mit høje ønske om selv at få børn engang.
Tror jeg er bange for, at arbejdet med en ”skilt familie” og den lille ny, vil påvirke mit syn på hvornår jeg ønsker mine egne,
specielt fordi jeg frygter, at jeg ikke vil opleve den lykkelig følelse af at have sin førstefødte i armene,
når jeg allerede har taget mig af et barn, som ikke engang er mit eget.
Der er ikke rigtig nogen, som kan sætte sig ind i, hvordan jeg føler og såres af alle de her ting og uendelige ændringer,
som jeg skal indrette mig under uanset, for det er for den lille fyrs bedste.
Det er hårdt altid at skulle lade eks-kæresten ind over og bestemme over ens forhold, alene af den grund, at hun er mor til barnet.
Ville så gerne have et forum eller andre muligheder, for at snakke med andre i samme situation, så jeg ikke føler mig så ensom og alene med det her problem.
Som skrevet før, så vidste jeg godt, at jeg gik ind i et forhold med en alenefar, men har vidst taget det for bogstavligt, da jeg overhovedet ikke havde overvejet, hvor meget plads jeg måtte opgive både for bebser og ekskæresten.
At være i et forhold, hvor vi faktisk er 3, er både nyt og virkelig hårdt for mig, jeg ved slet ikke hvordan jeg skal håndtere det altid.
Jeg har grædt, jeg har skældt ud, jeg er blevet såret, jeg har såret dem og jeg har haft mindre angstanfald, hver gang hverdagen bliver vendt på hovedet.
Jeg har ikke engang mødt den lille fyr ordentligt endnu, da de først nu er ved at snakke om planer for, hvordan de får den lille tilvendt at være hos os også.
Vi har prøvet, men uden held. Eks-kæresten påstår han har reageret voldsomt de 2 gange han har været alene med sin far. Jeg har ikke været hjemme endnu med dem pga. arbejde. Synes bare det er hurtigt at melde ud, at det ikke vil gå at have ham her hos os. Så hun har frataget os den mulighed, til der er blevet snakket med sundhedsplejersken. Det gør ondt at få væltet sin hverdag om og om igen, for at prøve at blive en del af det hele.
Føler virkelig at jeg har ofret meget af mit forhold, min tålmodighed og min tid på at tilfredsstille ”familien”, men når det ikke lader til at være godt nok, taber jeg modet og tænker det hele kan være lige meget. Jeg vil så gerne have det til at fungere, for min kærestes skyld. Han er virkelig god til at trøste mig på trods af han ikke kan sætte sig ind i de ting jeg gennemgår.
Er det egoistisk? At tænke på mig selv og mit forhold. At ville have noget at skulle have sagt i denne sammenhæng. At lade mine følelser stikke sådan af.
Er det normalt? At man som ”bonus” føler sig tilsidesat. At man føler sig magtesløs og ladt til sig selv. At have svært ved at kunne acceptere, at andre bare har styringen.
Skammer mig over at skrive disse ting, for ved godt, at det hele skal gøres for børnenes skyld. Ved godt at de har eller vil få det lige så svært hen ad vejen.
Jeg føler mig bare fortabt og alene. Håber på nogle gode råd, vejledning eller hjælp til at få denne situation på bedre ben.
M.v.h. en splittet ”bonus”.
—————————
Kære splittet ”Bonus”
( ”Bonus” Et underligt navn da du jo overhoved ikke føler dig hverken som en bonus for dette barn, eller kan se det som en bonus….)
Du er IKKE alene…..jeg har mødt mange kvinder som dig- og netop med en nyfødt/ lille baby er mange af de her følelser så tabubelagt. Det at din kæreste forlader sin gravide ex, er en situation der er for mange også er fyldt med skam, skyld og fordømmelse.
Det er helt normalt at være overvældet i det at skulle forholde sig til sin kærestes barn fra tidligere- og det er meget svært og overvældende ikke at kunne dele denne væld af følelser uden at blive dømt, føle skam, føle sig forkert osv.
Det at blive forladt i sin graviditet er overvældende, og tager tid at komme sig over. Både det at blive gået fra- men også det at pludselig at skulle forholde sig til at blive mor, og alene mor. Det tager tid.
Det at gå fra en der er gravid, kræver sin mand, giver som ofte følelser af skyld og skam, og kræver tid til at finde sine ben og mod i.
Det at lærer at forholde sig til de vilkår der hører med til at være kærester med en der har et barn fra tidligere forhold tager tid.
Tid.
Tålmodighed.
Det er helt normalt at I ikke bare kan få babyen med hjem. Far skal først få opbygget en relation til barnet. Det tager tid. Arbejde. Mange besøg hvor de lærer hinanden at kende. Børn kommer ofte ikke på samvær hos far, når de ikke er født ind i et forhold. Før de er over 2 år ( ofte, ikke altid)
Det kræver et kæmpe samarbejde fra ex’ ens side, hvor hun skal mester ikke at lade hendes ked-af-det-hed forstyrre hans relations opbygning med barnet. En svær kunst.
Så ro på. Din kæreste er i gang med noget meget svært. Det kommer til at tage tid……
Du spørg om det er egoistisk – næh…dine følelser og reaktioner er helt normale, og tror også du må se det mere oppe fra end ud fra dine følelser – forstået på den måde at føle det du føler, men trække vejret dybt og også se at du støtter din kæreste i noget meget vigtigt! Og føle dig som et stort og givende menneske- lyder kliche artigt- men dog en bedre følelse end at føle sig tilovers, hvad du jo reelt også er i denne situation.
Du er vidne til den, ikke med i den (endnu)
Så der er dybe vejrtrækninger der skal tages
”At tænke på mig selv og mit forhold. At ville have noget at skulle have sagt i denne sammenhæng. At lade mine følelser stikke sådan af.
Er det normalt?”
Det er helt normalt – Jeg hører at du er arrangeret- omsorgsfuld!
En god ide kunne være at du tjekke ud med din kæreste om han også synes og vil havde at du er arrangeret?
Det at I to får jer en snak om hvordan I ser jeg selv om 4-7 år!
Er du så ligeså meget inde over hans søn som han er- helt lavpraktisk? Køre i børnehave-skole, smører madpakker osv. osv. ?
for hvis det er det I begge ser- så er I det man kalder et familiefællesskab.
I et familiefællesskab er der følelsesmæssig forskel på egne børn og andres børn, men man deler de opgaver og funktioner der er med det at havde børn, dvs. glæder og sorger. Surt og sødt.
Det er en vigtig snak- for at kunne få et mål, en grund til at udholde det I er i nu hver især. Det kan lette den smerte og forskellighed I oplever nu, og gøre dette til en fase I skal igennem.
Ved at havde dette mål (og være en del af organiseringen, og planlægningen) kan det gøre det lettere at styre sine følelser, for nogle kvinder forsvinder de følelser du her beskriver helt.
Ved at se dette som en fase, hvor du og din kæreste sammen planligger og organisere bliver du ikke bare den der ”blindtarm”, den der er overflødig- og hvor tingene bliver planlagt hen over hoved på.
Du bliver en vigtig en, der er vidne, kan støtte, men endnu ikke er en del af !
Så kan du få ”magt” over dit eget liv igen, i de vilkår du ikke kan ændre men forholde dig til!!!!
Det giver en helt anden følelse for dig!!!!
(på samme måde som mange mænd har det når deres kæreste får børn, de er jo unødvendige, da det er kvinden der ammer, og kvinden der med sin lugt, stemme måske kan få barnet til at falde til ro- hvor de ikke kan. Mange mænd føler sig overflødige, så hvis de ikke på den ene eller anden måde se deres støtte til deres kvinde som en styrke, og en vigtig del af hendes mulighed for omsorg for deres barn, giver dette også problemer)
Situationen er svær- men slet ikke umulig!
Men den tager tid.
Hvis I får / laver en måde hvorpå han ser sin søn regelmæssigt, som langsomt over tid bliver trappet op. Så ordningen kører ikke på følelser, men som en langsomt tilvænning for søn, far og mor i deres nye vilkår.
Og en ordning hvor du langsomt bliver sluset ind…..i samvær.
Men 1. Prioritet er far og søn.
Det tager tid.
Så jeg håber I kan få en sundhedsplejerske til at hjælpe jer med at lave en sådan ordning. Så den har det mål at far kan se sin søn, og på sigt ( her snakker vi om nogle år) kan få ham hjem på samvær.
Det handler nemlig ikke kun om søn (børn starter jo i vuggestue i løbet af et par dage) men også om mor!
Så tålmodighed …….
Men bare det at havde en plan kan hjælpe på det.
Der er rigtig mange som dig, hvor det kun er kæresten der har børn med ind i forholdet!
Måske du skulle opsøge en netværksgruppe- det kan være rigtig rart at hører og snakke med andre om netop disse følelser som andre nemt kan fordømme.
Jeg møder stort set hver dag kvinder der oplever det samme som dig!
Du kan ikke gøre noget ved dine følelser, men du kan ændre din måde at forholde dig til dine vilkår på (som så ændre din følelsesmæssige oplevelser af situationen)
Forhold jer til hvilken familie I vil være
De fleste sammenbragte familier er 2-3 år om at finde ro, og her snakker vi om fædre der allerede har en relation til deres børn.
I må derimod glæde jer over at hans søn aldrig vil kunne huske at det har været anderledes- du har altid været der! Du har altid været en del af hans liv.
Jeg håber du kan læse ud fra dette at alt det du bliver overvældet af – bliver de fleste overvældet af!
Det hjælper at skifte fokus – fra hvad du føler, til hvad er det I vil?
Og hvordan vil I?
Lige netop jeres situation kræver tid- for her snakker vi ikke kun skilsmisse, men også om relations opbygning
Håber mit svar kan give dig en retning og modet igen
Det er svært- men kan GODT lade sig gøre!
Nu ved jeg ikke hvor i landet du er- men se på om der ikke er en netværksgruppe i nærheden og opsøg den- det er lettende både at fortælle og hører om andre, det kan blive et fri rum hvor du ikke bliver dømt men forstået.
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
