Kostpolitik i sammenbragt familie
Kære Sia,
Min mand (45) og jeg (39) har en herlig sammenbragt familie med 6 børn, hvor de 4 børn i alderen 10, 14, 16 og 20 er mine, og de 2 børn 11 og 14 er hans.
Min mand og jeg har kendt hinanden i 3½ år og hinandens børn i 3 år. Vi flyttede sammen for knapt 1½ år siden og er for nyligt blevet gift. Vi har en samværsordning med børnene, som lyder torsdag til mandag hver anden uge (mine 3 yngste børn, den store bor ikke hjemme) og torsdag til tirsdag hver anden uge (hans børn). Børnene er her stort set altid samtidig, på nær at hans børn er her en ekstra dag i tillæg. Jeg vil betegne vores familiesammenføring som en stor succes, børnene holder af hinanden, vores ekser er samarbejdsvillige, og vi føler tilmed også, at børnene synes, vores familie er rigtig dejlig. Så det er ikke det, det handler om her, men så alligevel, for med sammenføring følger også kultur-clashet, som jeg har læst så meget om både før, vi selv tog springet, og nu for tiden i særdeleshed, eftersom der er nogle emner, som vender tilbage med jævne mellemrum.
Min bonusdatter på 11 er meget kræsen (spiser ikke de mange almindelige ting som kartofler, fisk, frikadeller, boller i karry, kødpålæg osv. osv.) Dvs. hun er faktisk blevet bedre på mange områder, efter vi er flyttet sammen, men når det gælder madpakken, så er den stadig altid et stykke brød med pikantost, som er det eneste, hun kan lide udover tomater og agurk (når hun nu ikke må få Nutella og marmelade med, for der sætter vi grænsen). Hun spiser helst hvidt brød, men over tid er det lykkes os at få hende med på at spise bondebrød (mørkt brød uden kerner). Så hurra for det fremskridt. Men af og til får hun lov at bøje det og købe brød hos bageren, hvis der ikke er pikantost i køleskabet. Jeg har et problem med dette i forhold til signalværdien overfor resten af børneflokken og min egen holdning til sund kost og rigtige madvaner i hverdagen. Min mand slås omvendt en hård kamp “mod” den biologiske mor, som ikke synes, det kan være så vigtigt og selv spiser meget hvidt brød. Der serveres også mest pasta og pizzaretter, når hun er der, hvilket tæller de fleste dage af en måned, så det er en ulige opdragelseskamp med svære odds på, at de sunde madvaner kan vinde.
Jeg mener, vi bør definere vores egen madpolitik, som skal gælde for alle her, uanset hvad de måtte være vant til det andet sted, og det er nok der, vi har været for dovne fra starten. Vi har glemt at definere vores egne værdisæt på nogle vigtige hverdagsområder, så der fra starten har været klare fælles rammer at takle ting udefra. Så hvad gør man så nu, hvor de usunde madvaner og varer er ved at fylde køkkenet, og gamle principper er svære at holde fast i, med mindre man har lyst til at være den sure helsemoster i alles bevidsthed og diskutere det samme igen og igen? Kan jeg tillade mig at blande mig, når det ikke er mit barn? Og hvis ikke, hvordan takler jeg så at fastholde de sunde madvaner overfor mine egne, det er jo ikke helt nemt, når man kan se, at andre gerne må spise det “forkerte”.
Håber på svar og på forhånd tak.
Mange hilsner
H.
———————
Kære H.
Tak for din mail
Det du her beskriver er der mange som oplever…. Og hvordan I løser det kommer jo lidt an på hvilken familie I gerne vil skabe?
Er I en familie hvor I bestemmer over hinandens børn, dvs. at I er de voksne, der finder ud af hvad sund mad er, og hvad spiser vi ikke i vores familie.
Eller er det den biologiske forældre der bestemmer, her din kæreste, faren der finder ud af, hvordan han takler sit barn? Og hvad hun må og ikke må spise?
Det jeg kan høre er at I kommer til at gøre lidt af begge dele, Du ( I?) har en klar holdning til hvad der er sundt og hvad der ikke er sundt, men han skal tage kampene med sin datter/ eks kone?
Hvis I er en sådanne familie hvor de voksne , biologisk eller anden voksen, finder nogle fælles værdier (som det lyder som om I gerne vil være?) er det ikke gjort med KUN at finde fælles værdier!
I bliver nød til at tage hensyn til, at jeres børn også har nogle andre vilkår ( i deres andet hjem) de også skal leve med.
Det at få bio-mor til også at ændre sine madvaner, kan det godt blive et ganske umuligt projekt , hvis det er jeres metode!? Og dette skaber oftest meget uro i et ellers godt samarbejde.
Jeg tror ikke det er nødvendigt at børns hjem er ens.
Jeg tror faktisk det er et fuldstændigt umuligt projekt.
Men at I som voksne bliver nød til at finde ud af – jeres fælles holdning til en madkultur i jeres familie, men også finde ud af hvordan I kan havde med at gøre, den kulturforskel jeres forskellige børn lever i og med!
Så det ikke bliver en trussel for jeres familie, eller noget I skal bekæmpe. For denne kamp opleves oftest af børn som en slags foragt, en manglende accept af deres andet hjem! Og derved kommer de helt automatisk til at modarbejder det alt hvad de kan, for at passe på deres anden forældre!!!!
Det er ikke kun børnene der bliver nød til at indordne sig i en sammenbragt familie, man som voksne bliver også nød til at finde en ro med denne forskellighed. Forskelligheden man oplever via medlemmer af ens families andet hjem, ikke er dårlig, men bare anderledes.
Dette betyder ikke at I skal gøre det samme, eller at jeres valg ikke er vigtigt, men jeres tone bliver ikke foragt, men accept, en accept af forskelligheden. Accept af at der er andre måder at gøre det på, andre måder at vægte sundhed på.
Jeg ved at mange voksne især i sammenbragte familier er utroligt bange for at de børn, der er i deres familier ikke bliver behandlet ens. Det tror jeg igen desværre er et helt umuligt projekt, da børn ofte har meget forskellig vilkår, i deres anden familie.
Børn kan som oftest godt forstå det, og rumme den forskellighed (der med ikke sagt at de ikke kan blive vrede, kede af det, og opleve jalousi) når de voksne kan det og giver plads til det!
Så svar på dine spørgsmål er:
Jeg tror ikke det handler om at diskutere det samme og samme igen, men om jeres voksnes accept, tolerance og tålmodighed overfor den anden madkultur hans barn/ børn også lever med.
Jeres tone i den måde I håndtere den forskellighed på.
Hvis I begge vil være en familie hvor I begge bestemmer – så JA så skal du blande dig- igen og igen. Men hvis jeres/ dine gentagende rettelser er i en tone af og bliver opfattet som om det er hendes mor der gør noget forkert- vil I møde modstand! For hun passer på sin mor!
Alle børn er forskellige og hun er den mindste af alle de her 6 børn, hun har oplevet skilsmissen/ skabelsen af jeres sammenbragte familie i en anden alder end de andre børn, hun går i puberteten under andre vilkår end de andre osv. osv.
Selvfølgelig er der forskel på hvad jeres børn kræver….. måske er der noget her hun særligt har brug for? Der sker meget for en pige i den alder…..
Håber mit svar kan sætte tanker i gang, og give jer en retning
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk
