Er jeg egoistisk?
Hej brevkasse
Jeg er flyttet sammen med en enkemand, konen døde af kræft for 2 år siden.
Han har 3 udeboende drenge (23- 27-30) den yngste bor alene, de andre er par. Jeg har selv 3 udeboende børn (21-23-28)
Hans yngste søn kommer ofte hjem og bliver mellem 3 dage og 3 uger ad gangen.
Vi har et fint forhold, men jeg har utrolig svært ved de lange ophold her, fordi han planter sig i sofaen dag 1 og rejser sig dag slut. Han ser ingen mennesker og foretager sig intet andet end at være i samme rum som os.
Vi taler ikke så meget, fordi han ser film på iPad.
Jeg har brug for kærestetid og min personlige tid. – jeg føler jo ikke at jeg kan slappe helt af, når der ligger en svedig knægt på sofaen hele tiden.
Synes det er svært med gæster i så lang tid.
Har udtrykt mine følelser omkring dette over for kæresten, men føler jo ikke at jeg vil skubbe sønnen væk. Kæresten skal ikke vælge.
Samtidig har jeg svært ved at sige ting højt til hans søn.
Har opvartet ham siden første dag, fordi det hele var så synd for hans børn at de havde mistet.
Nu er det bare svært at ændre på.
Mine egne børn kommer også hjem en gang imellem – den ene kommer hjem 1-2 dage hver anden mdr.
Kæresten er flyttet ind hos mig, da jeg ikke måtte komme i hans hus for sønnen, så han solgte huset og flyttede ind hos mig.
Er jeg for egoistisk her og bør være glad for han vil være her så længe ???
kh Pia
————————————————————————————————-
kære Pia
Tak for din mail
Det lyder overhoved ikke som om du er egoistisk!
For mig at se kommer I, dig og din kæreste, til at blande nogle ting sammen!
•Det er synd for børnene
•Hvilken familie er vi?
Det er synd for børnene at de har mistet deres mor- men det gør jo ikke at man skal holde op med at stille krav, eller reagere på deres adfærd?
Så bliver det synd for dem når I gør det!
Selvfølgelig skal der tages hensyn!
Men skal børn bestemme om far må få en ny kæreste?
Skal børn bestemme om hvem der må komme i huset?
Det virker som misforstået hensyn, som intet har at gøre med deres sorg…..
Det at tage sig af deres sorg- kræver jo at I taler med dem om deres tab.
Forholde dem og jer til virkelighed som er at far har fået en ny kæreste.
Det som I gør nu- er jo at sætte dem udenfor!
I skal som voksne tage stilling til hvad I vil med det at flytte sammen? Hvilken familie vil I som voksne være?
•Vil I styre jeres egne børn selv? Altså være et bofællesskab, hvor I som kærester bor sammen, og passer ”hver jeres butik” – dvs. at din mand har hans søn på besøg, som din mand selv sørger for!
Du holder op med at opvarte ham! Men er bofælle, som selvfølgelig ikke bare skal finde dig i hvad som helst- men selvfølgelig også skal gøre plads til hans børn.
I kan spise middage sammen. Lave ting sammen.
Men I er ikke familie som sådan. Du er fars kæreste.
Så når han har sønnen boende kræver det at I har taget stilling til ”hvor lang tid vil vi ha gæster?”
Det kræver at I giver hinanden plads og rum til at havde jeres børn, og være gode forældre.
Men det kræver også af jer hver i sær, at I passer på og vælger jeres forhold og hinanden.
Ellers bliver børnene jo ofre for at I som voksne ikke laver den fordeling og prioritering som gør jer godt.
•I kan også sige at I vil være familie!
dvs. at I bliver ikke hverken den ”nye mor”, eller ”den nye far”- men I kan blive aktive voksne i forhold til de børn der er i jeres familie.
Så når hans søn ringer og spørg om han må komme på besøg – så giver I begge lov.
Så for I som voksne før han kommer snakket om ”hvor længe vil vi ha gamle børn der er flyttet hjemmefra boende her?” ”når man bor her- hvad hjælper man så til med?”
For fortalt ham hvordan det er hos jer. I håndtere hans reaktion (for selvfølgelig vil han reagere) uden at lave det om- men snakke med ham om det.
”du er flyttet, og når man har gæster, er det også rat at vide hvornår de rejser igen, så I kan planligge andre ting så som arbejde, og venner.” ”det er forskellen på at bo hjemme og ikke at bo hjemme” ”du er altid velkommen, vi ved når du kommer og når du går- så vi kan være hjemme, købe ind osv.”
”når du er hjemme så lang tid, skal du ………, du bliver også nød til at hjælpe til, du er ikke 5 år mere men en voksen mand”
Altså to meget forskellige måder at se det at den anden har børn med fra tidligere forhold, men i dette her tilfælde kræver det lidt det samme af jer faktisk.
I skal som voksne tage styringen, og ikke jeres børn.
I skal bestemme og sætte dagsordne, så i både kan opleve jer selv som gode forældre, samt gode kærester, og passe godt på jeres hver især børn.
I bofællesskabs modellen kræver det at I bliver mere opdelt funktionsmæssigt.
Og i familie fælleskabsmodellen kræver det at I sammen, men også hver for sig tør stille nogle krav til dem/ham, så han ikke bliver en belastning men en del af jeres familie.
Det vil sige at det er slut med at havde ondt af dem.
Ingen børn vælger sammenbragte familier- heller ikke ældre børn!
Ældre børn reagerer faktisk ofte næsten på sammen måde som små børn….små børn har man bare lettere ved at finde nuttet og bære over med end ændre børn
Men det er ofte det samme der er på spil.
Som jeg hører det handler det ikke om egoisme, men I har givet magten til børnene.
Det har børn aldrig godt af.
Heller ikke selv om de er voksne.
Men ved at I bestemmer jer for hvilken familie I vil være- gør det, det lettere for jer at få retning og derefter sammen handle i samme retning.
Det giver også børnene mulighed for at få en voksen som har begge ben på jorden- som de kan reagere på.
Så ved at ændre dit fokus fra sønnen på sofaen- blive opmærksom på ”hvilken familie model” vil du? Snakke om det med din mand om det -så I kan blive afstemt.
Så I helt lavpraktisk også gør det I siger I vil!
Så er der meget af det du giver udtryk for nu, der vil ”fordampe”
Håber mit svar kan give dig en opmærksomhed på fokus-skifte
Samt give dig og jer en retning
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Sammenbragte-familier.dk
