Hvad gør jeg?

Hvad gør jeg?

Hej,
Min kæreste (40 år) har et meget anstrengt forhold til min datter (10 år) og jeg synes det bliver mere og mere forfærdeligt at være vidne til. Jeg har mange gange overvejet at forlade ham, ikke mindst for min datters skyld.
Vi har været sammen i 6 år og boet sammen i snart 4 og havde jeg vidst for 4 år siden hvad det er blevet til i dag, havde jeg ikke engang tænkt tanken om at flytte sammen med ham.


Han kritiserer Alt hvad hun gør og siger, og gør eller siger hun ingenting forkert (i hans øjne) så siger han intet, så er der tavshed fra hans side hvis vi f.eks. spiser aftensmad.
For bare at komme med det seneste eksempel: Min datter var syg i et par dage og jeg mente hun var rask igen og sendte hende i skole. 

Der bliver ringet fra skolen hvor de fortæller, at hun er sløv. 

Jeg henter hende, selvfølgelig!
Jeg sender en sms til ham og fortæller at jeg har hentet hende i skolen. 

Han skriver tilbage og konkluderer, uden at vide noget som helst, at min datter IKKE er syg!?


Da han kommer hjem fra arbejde siger han til hende, at hun ikke er syg og at hun skal i skole næste dag. Da vi sidder ved aftensmaden går han i gang med psykisk terror igen.. 

“har du aldrig lært at spise med kniv og gaffel” (på en meget nedladende og negativ måde)
“Du fejler da intet med den appetit du har” (det skal siges, at appetitten Aldrig har fejlet noget) “man kan da ikke spise så meget hvis man er syg” …det vil ingen ende tage. 

På et tidspunkt kommenterer jeg, at det med at tage i skole næste dag, det ved vi meget mere om i morgen tidlig (Min datter misforstår mig og tror jeg siger noget med at i morgen tidlig er hun klar til at komme i skole) Da det bliver sengetid for hendes vedkommende og hun har mig på 2 mands hånd, siger hun til mig “elsker du “X” højere end du elsker mig”!?? 

Jeg bliver meget chokeret og gør alt hvad jeg kan for at vise og fortælle hende at der ikke er nogen i hele verden jeg elsker lige så højt som hende. (Det ved hun også godt) Hun spørger hvorfor jeg altid føjer “X” (derfor spørger hun om jeg elsker ham højere end hende) 
Det er rigtigt at jeg tit føjer ham (dog ikke i dette tilfælde) jeg føjer ham for at undgå skænderier når min datter hører på og med skænderier opnår jeg intet andet end en kæreste der ikke taler til mig, overhovedet, i 2-3 dage.
Min datter spørger mig også hvor meget jeg på en skala fra 1-10 elsker “X” og jeg tager mig selv i at tænke “1- elsker jeg ham overhovedet” men jeg siger 10 for ikke at få flere spørgsmål som handler om ham og mig. 

Gad vide om hun kan fornemme, at jeg ikke elsker ham??


Efter den snak med min datter, er jeg for alvor begyndt at tænke over at forlade ham og det er mest for min datters skyld.
Når min datter er hos hendes far hver anden weekend, da hygger vi os og jeg kan slappe af, men så snart det bliver mandag så glæder jeg mig på en måde ikke engang til at få min datter hjem og hvad f…. er det der sker??? 

Jeg ønsker min datter alt det bedste og jeg ønsker at gøre alt hvad jeg kan for at hun er glad og har det godt, men det kan jeg ikke sørge for når “X” er i nærheden, hvilket han jo er hver dag da vi bor under samme tag. 
Jeg håber du har et godt råd til mig da jeg virkelig er på herrens mark, 
Tak på forhånd.
Med venlig hilsen
Mig

——————————————————

Kære Dig

Tak for din mail

Det du her beskriver er der desværre rigtig mange af de par jeg har samtaler med hver dag der oplever… 

Du bliver nød til at starte et helt andet sted- I bliver nød til at løse det med et andet fokus.

Du skriver at du ikke elsker ham!?

Så du bor sammen og danner par med en du ikke elsker?

Eller er det – det jeres forhold har udviklet sig til – det han gør som du ikke elsker?

(Den er jo ikke så elskværdig den facon han har fået i jeres familie!)

Jeg tror mange ville kunne genkende det du beskriver- at når børnene ikke er hos en så hygger I jer som par- men ligeså snart børnene træder ind af døren, så er den man før hyggede sig med – pludselig imod en.

Mit gæt er at I slet ikke har taget stilling til hvilken familie I er?

så I er afstemt – og derved bedre kan finde ud af hvordan det helt lavpraktisk kan se ud!

Så I oplever, at det I gør, skaber det I vil

Alt hans kritik er jo et kæmpe arrangement – men som han lige nu kun bruger negativt!

Så spørgsmålet er om han vil, og om du vil – med åbne øjne gå ind i dette arrangement?

Han bliver ikke hendes far- men han kan blive aktiv voksen.

Men det kræver at du giver ham plads

Og at han tager sin plads

Det bliver på en helt anden måde for ham at tage sin plads på -end den måde han nu tager sin plads på!

Det bliver for dig en helt anden måde at give ham plads på – end den måde du nu giver ham plads på.

Hvis han vil være aktiv voksen – kræver det at han finder sin balance imellem det at være irriteret på, og være interesseret i din datter – så han ikke kun kritisere men også griner/leger- og har det sjovt med hende!

Hvis du vil lade ham være aktiv voksen- kræver det at du viser ham tillid, og giver ham værdig og lader ham være sammen med din datter! 

Lader ham overtage nogle af de funktioner i familien man har som voksen, så han kan få en betydning som voksen i jeres familie.

(og ikke bare som sur teenagere)

Så det at blive til familie, etablerer relationer til hinanden bliver jeres ansvar som de voksne, i respekt og i hensyn til din datter.

Den adfærd du oplever nu, og den adfærd du selv har nu kommer ofte når man hver især kommer til at blive skakmat!

Eller at I vil to helt forskellige ting, med det at være sammen-  men ikke vil anerkende det.

Måske vil han slet ikke være en familie?

Eller måske vil du slet ikke havde at han bliver familie med dig og din datter?

Den måde du nu devaluere ham i dine handlinger meget passivt/usynligt- fodre hans negative adfærd- og hans negative adfærd gør at du devaluere ham i dine handlinger (du får ret- vi får fred, os(mig og min datter) imod dig)

En ond cirkel 

En cirkel som I begge vedligeholder med det I gør nu.

En cirkel som I begge er skyld i.

Enten vil I ikke være familie – så kan det være en befrielse at lade være med at være familie! -enten ved at flytte fra hinanden, eller at lære at blande sig udenom noget man ikke vil lade den anden være en del af, eller ikke selv vil være en del af.

Men det kræver at I bliver klare omkring det- så I kan få italesat handlinger og lave aftaler.

Eller så skal I bryde cirkel – dvs. Stoppe helt op!

Få gennemgået dagen –helt lavpraktisk- så I som voksne kan tage stilling til: hvordan står vi op i vores familie? Hvordan spiser vi aftensmad? Hvad er vigtigst for os når vi spiser? Hvordan fordeler vi arbejdet imellem os i vores familie? Hvordan har vi det sjovt? Hvordan får vi kæreste tid? Hvordan får vi alene tid? Osv. osv.

Helt alm. Familie dilemmaerne som I sikkert er dybt uenige omkring- men uenighed er ofte godt og lærerigt når I har samme mål- at være familie sammen.

Men hvis man skal være i familie sammen, bliver man nød til at gå skridtet videre- hvordan har vi med uenigheder at gøre? Så vi kan lave kompromiser, aftaler, blive afstemt.

Så det kræver at du / I flytter fokus fra din datter- for det her handler ikke om hende!

Men hun gør det tydeligt at I slet ikke har fundet, eller taget stilling til jeres samarbejde!

I er ikke kun et par

I er en familie – men hvilken familie?

Og hvordan familie?

Håber mit svar kan give dig en retning

Lykke til

Mange hilsner

Sia

Psykolog

Siaholm.dk

Sammenbragte-familier.dk