Synes han søn så irriterende… Ændrer det sig aldrig?
Jeg har en kæreste som ser sin søn hver 2. Weekend. Jeg kan mærke at i dagene op til han kommer, begynder jeg at blive irriteret, vi kommer op og skændes osv. osv.
Jeg føler mig ofte dum, smålig….og har aldrig oplevet at komme til at hade et barn så meget som jeg er kommet til det, med hans søn ?
Jeg bebrejder mig selv …og min kæreste er selvfølgelig rigtig ked af det, og til tider også gal, han kan ikke forstå hvordan jeg kan være så irriteret på ham, han er jo kun 5 år!
Kommer det aldrig til at ændre sig? Jeg kan næsten ikke holde mig selv ud ? dette forhold betyder så meget for mig, – det skal lige siges at når min kæreste ikke ser sin søn, så har vi det bare så dejligt.
Håber du kan hjælpe mig!
Den fortvivlet
——————————————————–
Kære ”fortvivlet”
Den følelse du beskriver er der rigtig mange der kan nikke genkendende til!
Det at ens vrede, frustrations niveau bare vokser, når kærestens barn træder ind af døren, de behøver som regel ikke gøre så meget – men man har det bare underligt i maven, er små irritabel osv.
Det er helt normalt ikke at elske sine ”pap/sted/bonus”- børn !
Mange oplever det du beskriver fordi du – I begge ( far og dig) ikke rigtig har taget stilling til, hvordan I skal organisere jer som familie!
Du bliver nød til at tage stilling til, hvordan du vil havde ham (sønnen) i dit liv! For han er noget af det, der følger med din kæreste – ligesom hans øvrige familie er.
Nogle vil være aktive voksne – dvs. at man tager del i den opgave, det arbejde, det er at havde børn.
Nogle igen vil ikke være aktiv voksne men fars kæreste – dvs. at man ikke tager del i den opgave/det arbejde det er at havde børn.
Der er ikke en måde, der er mere rigtig eller forkert, men det er et valg.
Et valg om hvilken familie man gerne vil skabe.
Men det kræver også at man forbliver tro mod sit valg! Altså hvis man vil være aktiv, så tager man del i det arbejde der er ved at havde børn også når det er ”surt”.
Når man vil være fars kæreste – så bliver man ikke irriteret over det man ikke kan blande sig.
Det er ikke nok, at du selv tager stilling men at I som par tager stilling, afstemmer jeres forventninger, og ide om det at skabe en familie.
Ved at få taget stilling, plejer irritationen at blive mindre. Den bliver ikke forgrund, eller en forhindring mere. Ens valg og afstemning med ens partner bliver det der er vigtigst.
Mange hilsner
Sia
Psykolog
siaholm.dk
