Forvirret
Jeg er blevet “truet” af min mands ex kone, hvor hun gik helt op i hovedet på mig, og fortalte mig, at bare vi ikke var i tvivl, så var det hende, der var Mor til deres drenge. Jeg bakkede helt rystet, og sagde selvfølgelig var hun dét, og jeg ville ALDRIG konkurrere på noget med hende. Min mand har to børn drenge på 18 og 14 fra tidligere og jeg har 3 børn fra tidligere på 18, 16 og 12 år. Men ex konen (moderen) til drengene, mente så jeg lavede for mange hyggeting med hendes børn, for det fik hendes moderhjerte til at bløde, når de fortalte ovre ved hende, at nu havde de lavet dit og dat med Marlene, så det ville hun gerne frabede sig. De må heller ikke tale om mig så meget mere hos hende, har de fortalt, så bliver MOR ked af det. Jeg vil lige sige, at jeg har et fint samarbejde med mine børns Far, men jeg fik et chok, da jeg mødte min nye mand (for 6 år siden), og så hvordan de efter SÅ mange års skilsmisse (12 år), stadig kan råbe og skrige, af hinanden. Jeg synes de er lige gode om det. Jeg tager ingen i forsvar, men jeg synes min opgave er hård, når jeg knap må lave hygge ting med alle rollinger, som jeg altid har gjort, fordi det støder den biologiske Mor. Vi har jo børnene alle 5 på samme tid, så jeg kan ikke trække mine til side, synes jeg. Vi er én stor familie hver lige uge, og vi deles om opdragelse og alt andet herhjemme. Dét havde vi bestemt, da vi fandt ud af, at vores børn bare gik super i spænd. Men mine børn oplever jo også, at det er anderledes, da vi aldrig kan låne hans børn i de ulige uger, hvis der er fødselsdag eller noget i familien, hvor min ex og jeg, har klare regler om, at det er hvad børnene vil, og selvfølgelig skal de med lige gyldigt hvilke uge det er, hvis de vil.
Vi skulle til en koncert her i sidste weekend, og Jeg havde selvfølgelig mine børn med, men Peter ( min mand) kunne på trods af, at hans søn på 14 stod og sagde til sin Mor, at han rigtig gerne ville med os, ikke få lov, for det betød rigtig meget for hende, at de fik en hygge weekend, hvor de kunne sove længe. Det gør ondt i mit bonusmor hjerte, sådan noget. Han må aldrig deltage, med mindre det er rund fødselsdag eller konfirmation.
Han vil også gerne flere dage over til os (de har en 5-9 ordning). Men da han fortalte det, ringede moderen og græd, og sagde, at det ikke kom på tale, da hun følte sig krænket, som Mor.
Vi må heller ikke have dem hele efterårsferien, selvom hun har dem hele uge 7, for de må først komme over om tirsdagen, som en almindelig uge, da hun har behov for ferie med sine drenge også, som hun fortalte mig. Så vi har 3 ugers sommerferie med dem, og så har hun de andre uger i året.
Hun skriver jævnligt til mig, hvis hun ikke er hurtigt nok svar fra Peter, og betegner stadig dem (min mand inkl.) Som deres lille kærnefamilie på 4.
” han er jo stadig min mand lidt” skrev hun sidst, trods 12 års skilsmisse. Det skal siges, at hun har haft en kæreste on and off, de sidste 6 år, men de har brudt nu, efter hvad hun siger, fordi hun ikke fik nok opmærksomhed, da han havde en datter, som kom ud for et færdselsuheld og svævede mellem liv og død, hvor hun henvender sig til mig, og siger helt alvorligt: – Og i alt den tid Marlene, vil du tænke dig, der var aldrig en der spurgte til mig og mine følelser.
Jeg kunne have skrumpet i et musehul, for nej selvfølgelig ikke, jeg ville da også have mit fokus på mit barn, så længe, og håbet på forståelse fra min partner.
Selv hendes drenge har forsøgt, at sige til hende, at hun er for meget til tider, men hun lytter ikke, siger de, og jeg har da også overværet, deres forsøg på, at råbe hende op med deres ønsker, men hun kan total ignorer dem på en måde.
Er det bare mig, som har fået en forkert tilgang til dét med sammenbragte familier???
Forvirret bonusmor/mor
Kære forvirret bonusmor/mor
Tak for din mail til brevkassen
Kan ikke lade være med at trække på smile båndet – for hold da op… kan godt forstå du er og bliver forvirret.
På den ene måde ved du godt, at hun gør tingene meget anderledes end dig, og at du synes at det hun siger er små- skørt, men på den anden måde læser jeg også at du hører efter hvad hun siger?
Jeg tænker at det, der vil hjælpe dig er at bliver klar og tydelig overfor dig selv- at du godt må ”ikke hører efter” hvad hun siger, på en respektfuld måde.
Hun kan jo helt lavpraktisk ikke bestemme hvad der sker hos jer!
Hun kan havde en mening om det 🙂
Hun kan kun bestemme hos jer, hvis I vælger at gøre det hun siger, I skal gøre.
Men i og med at hun ikke er ude efter en dialog, men vil bestemme er det vigtigt at du bliver klar og tydelig overfor DIG SELV om – må hun bestemme?
Du kan ikke bestemme at hun ikke må havde en mening- men du bestemmer jo selv om du hører efter og indretter dig efter det hun siger!
Jeg går ud fra at du ikke vil havde at hun må bestemme… 🙂
For det er en helt anden måde at modtage hendes mening på.
Som kan ruste dig, for denne ”udladning” fra hendes side, for den handler ikke om en dialog.
Men en ”udladning” en kommando forklædt som dialog, som du bare skal stå igennem. Enten ved at nikke eller ved at give hende ret – (du får ret, jeg får fred). For hun vil ha ret. Ellers er der kamp (krig).
Det lyder hårdt og svært når det læses eller skrives men det er faktisk nemmere end det du nu laver og gør.
Det er hårdt at snakke med en som ikke vil snakke – men siger hvordan tingene skal være. Det kan slide en op, og blive et umuligt projekt.
En anden problematik – måske den vigtigste er at hendes børn står lige i midten.
Det ikke at udfordre deres mor, for deres skyld (ikke for hendes!)
Dvs. ikke at kræve børnene mere, men snakke med dem om det de er i – ” jeg ved godt du rigtig gerne vil med til den fødselsdag, men der er du hos mor- så det kan du nok ikke… ved du hvad, hvad siger du til at vi besøger dem næste gang du er her? Ved godt det ikke er fødselsdagen, men sådan er det jo… nogle gange går du glip af noget her, når du er hos mor, og nogle gange går du glip af noget hos mor når du er her…” det at forholde dem til deres virkelighed – det at du har den dialog med dem.
I har ikke den mulighed for dialog med moderen, men I kan altså havde den med børnene – men IKKE for at ændre mor, men for at forholde dem til den virkelighed de er i. Det at I holder op med at forvente en dialog, det kan nogle gange lave mulighed for at en dialog langsomt kan blive skabt, men ikke altid.
Men det vil hjælpe børnene – Det at lærer dem at forholde sig til deres virkelighed. For sådan er deres mor. Hun er også alt muligt andet.
Men ved ikke at ”provokere” ” udfordre” noget som for dig virker helt naturligt – men se på at der er hun meget anderledes – så kan du på en konstruktiv måde både bruge dig selv og få den ”magt” over dit eget liv, som kan give dig ro, samt håndtere og hjælpe de børn der står lige i midten.
Håber mit svar kan give dig en retning
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk
