Samværsordning og sorg
Kære Sia
Tak for en god side 🙂
Min kæreste har to drenge på 8 og 10 år. På trods af store forskelligheder har vi et godt samarbejde med hans eks og kører en 7/7-ordning. Det er 4-5 år siden, de blev skilt, og 3 1/2 år siden, jeg kom ind i billedet.
Den ældste på 10 er meget følsom og får nogle gange nogle modløse og depressive ture, hvor han siger, at hans liv ikke er noget værd og at han ikke har lyst til at leve. Drengens største ønske er, at hans forældre finder sammen igen. Han har for et par år siden været med i en skilsmissegruppe med andre børn, men det var absolut ikke en succes. Han er et meget lukket barn. Hvordan kan vi hjælpe ham med hans sorg?
Når drengene er hos deres mor taler de om, at de gerne vil have en 14/14-ordning, fordi de så undgår de mange skiftedage. Min kæreste og jeg har ingen erfaringer med det, men er bange for, at drengene ikke kan gennemskue konsekvenserne, og at de vil savne deres mor. Jeg vurderer, at de er følelsesmæssigt mest knyttet til hende, men at deres hverdag hos os er mere i balance og ikke nær så kaotisk som hos hende med skiftende boliger, ustabile kæresteforhold, sindsstemninger og temperament.
Især den store på 10 føler sig rodløs og siger, at han ikke har ét hjem, men bare flytter frem og tilbage hver uge, så for mig at se virker 14/14 bare som en udvidet version af 7/7.
Hvordan vurderer vi, hvad der er bedst for drengene?
M.v.h. S
Kære S
Tak for din mail
For det første vil jeg sige, at det er meget svært at sige, hvad er bedst når det handler om samværsordninger.
For nogle børn kan ”tåle” at bo hos mor og far lige meget, andre kan ikke- nogle har brug for at havde en fast base dvs. 5/9, 4/10 ordninger altså bo flere dage hos den ene forældre og være hver anden weekend+ en/to ekstra dage hos den anden forældre– det er lige så forskelligt, som børn er forskellige.
Der må man forsøge sig frem, både som forældre og som barn.
En ting er samværsordningen – noget andet er sorg.
Det er to forskellige ting- som nogle gange udfordrer hinanden, og andre gange ikke.
Med andre ord – I SLIPPER IKKE AF MED SORGEN, VED AT ÆNDRE PÅ SAMVÆRSORDNINGEN
Jeg ville ikke kunne sige hvad er bedst – men jeg kan tænke højt, også må vi se om du/ I kan bruge nogle af mine tanker(?) eller metode til at undersøge om hvad er hvad, og hvordan håndtere vi det! (?)
Hvad gør mor, og hvad gør vi? Hvad kan vi gøre noget ved? Og hvad må vi være i (håndtere, lærer at leve med)?
Du skriver at du kom ind i billede for 3,5 år siden, altså ca. 1 år efter mor og far blev skilt.
Hvem gik fra hvem? Er der en af dem (forældrene) der blev mere såret/ ked af det end den anden?
Flyttet du ind hos far, 1 år efter skilsmissen? Eller blev I bare kærester?
Der er stor forskel – for det kunne tænkes at hvis du måske for 1-2 år siden er flyttet ind hos far, at det er en reaktion på dette? for oftest sker den reelle skilsmisse, adskillelsen mellem mor og far først, der hvor en ny partner kommer ind i billedet, selv om mor og far er blevet skilt for mange år siden.
Du gør det tydeligt at mor og far ikke mere er sammen(?) nogle ting slutter måske i samværet mellem mor og far, når der kommer en kæreste ind i billedet (en ting er hvad man kan gøre som forældre sammen når man ikke er i et parforhold, end anden ting er hvad man kan gøre når man er i et parforhold).
Du skriver intet om mor og fars konflikt niveau?
Det at reagere som barn får ofte mor og far ”i spil” – hvad der kan opretholde dem lidt sammen stadigvæk?
Hvad får drengene/ drengen ud af den måde de/han reagere på nu?
Det er IKKE for at undervurdere deres reaktion, for der vil ALTID vil være en sorg for børn når mor og far skilles.
Men den sorg kan fylde på mange forskellige måder i en familie og i et samarbejde mellem mor og far- og i relationen mellem barn og voksne og hvordan fylder den her?
Lige nu gør den (reaktionen) noget ved jer voksne? Hvad?
Der er jo noget som I voksne gør som gør sorgen værre? Større? At den bliver ved med at fylde som et problem, i stedet for som et vilkår?
Mange børn for omsorg og deres forældres opmærksomhed (mor og far ”kommer sammen”) – hvad jo er godt, men bare det at man som voksen bliver opmærksom på, at give det også når de ikke viser deres sorg. Det kan gøre at den måske kommer til at fylde mindre forstyrrende i en sammenbragt familie, også for børnene.
Der vil altid være en sorg, men sorg er stille……
Den her sorg lyder ikke stille? Den lyder rasenden… men passivt? Truende…?
Du skriver: ”Den ældste på 10 er meget følsom og får nogle gange nogle modløse og depressive ture,” Det er nogle meget voksne ord, hvordan ser det ud? bliver han ked af det? Hvordan?
”hvor han siger, at hans liv ikke er noget værd og at han ikke har lyst til at leve”
Det er jo nogle meget voldsomme ord at sige når man kun er 10 år, som han nok ikke helt selv forstå meningen med (?) men udtrykker noget- undersøger I hvad han mener? Uden selv at blive bange over den stærke voksenmening der er i ordene?
Nogle børn siger også ”jeg elsker dig” uden helt at forstå dybden i selve ordene, det betyder måske mere ”jeg synes du er rigtigt sød lige nu” osv.
Det er ikke for at tage alvoren ud af det drengen siger (hans reaktion), men for at I som voksne ikke skal blive for bange for det, og derved ikke kan håndtere hans reaktion?
For hvem har ikke haft det sådan – at lige nu er ens liv ”røv og nøgler” og lysten til at leve er meget lille… men det er sikkert en følelse man erfare også kan ændre sig igen.
Så han er måske mere rigtig ked af det, og overvældes af den virkelighed der er nogle gange – hvad der jo er nødvendigt for at kunne lærer at leve i og med?
Altså det at I bliver ved ham i den samtale når han kommer med de udsagn og normalisere nogle af de ting (hjælper ham med at håndtere de følelser der kan overvælde en når livet ikke er sådan som man gerne ville havde det) ”puha det kan jeg godt forstå…. Kom her og få et kram”
”Drengens største ønske er, at hans forældre finder sammen igen.”
Det er ALLE børns ønske når deres forældre er blevet skilt, den kan I aldrig tage fra ham.
I kan sidde ved siden af ham, uden at føle at I skal ændre på det og forstå og føle med ham.
”jeg ville også ønske at jeg kunne give dig din mor og far sammen.”
Punktum.
Det som forældre at rumme og være i den sorg man faktisk kan dele med sine børn.
For de fleste forældre får jo ikke børn for at gøre dem til skilsmissebørn. Så det at turde være der sammen, uden at forsøge at fjerne smerten, men udholde den…. Der lærer man jo også børn at være i noget der gør ondt uden at forsøge at fjerne det, men accepterer det, og derved lærer at leve med det, der nu engang er, og i den oplevelse af at det gør ondt og er ondt, men jeg er her stadigvæk og følelsen ændre sig måske både i styrke eller varighed? For hver gang man er der?
”Han har for et par år siden været med i en skilsmissegruppe med andre børn, men det var absolut ikke en succes. Han er et meget lukket barn.”
Han lyder ikke særligt lukket? Men som du selv skriver, som følsom.
Det er enten meget ”voldsomme og barnlige” udsagn (som før beskrevet) som er blevet voksent fortolket?
For er hans selvmordstruet? Skader han sig selv eller andre? Eller er det følelsesmæssige udtryk?
Hvor ved I det fra? har han sagt det selv til jer?
Nogle gange er der (mor og fars konflikt niveau) jo voksen fortolkninger ind over som ofte ikke handler så meget om børnene, men om den ene forældres sorg eller vrede?
Det fortæller du ikke noget om.
Det kikker jeg på når jeg møder par der beskriver børns reaktioner eller udsagn. Hvordan bliver de ”brugt” mellem far og mor? Og hvordan fortolker mor eller far disse udsagn i mellem dem?
Som du kan læse – er det ikke et spørgsmål der sådan lige er til at besvare desværre.
Hver forældre og de voksne der er medlemmer af den sammenbragte familie, må finder hver deres vej i dette desværre, og heldigvis- da vi alle er forskellige.
Men jeg håber jeg har givet dig en måde og metode til at få kikket på denne reaktion, som ikke kun handler om drengen (hans reaktion er helt naturlig, hvad enten om han er lukket eller åben)
Men at det mere handler om, at der er en sorg som I som voksne forsøger at fjerne i stedet for at være i den!
Præcis det drenge også gør-
Det kan være I skal ændre samværsordningen – men det ændre ikke på at I som voksne bliver nød til at se på hvordan I møder sorgen og savnet (til den forældre barnet ikke er sammen med) uden at ville fjerne den – for det kan I kun på en måde for ham.
Ved at mor og far er sammen igen.
Hvis det ikke er en mulighed for jer- må I kikke på den måde I som voksne rummer, acceptere håndtere sorgen han oplever for at kunne lærer, støtte og hjælpe ham.
Så den ikke forstyrre på en ødeliggende måde for ham, jeres familie og samarbejdet mellem mor og jer.
Håber mit svar kan give jer en retning
Lykke til
Mange hilsner
Sia Holm
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk
