Ex’en blander sig i alt

Hej Sia
Vi er en sammenbragt familie.
Vi har været sammen i 8 år.
min kæreste har to voksne børn på 28-26 år og jeg har 3 børn på 32-19-12 år. De to yngste bor hos os.

Hans børn ønsker ikke at have kontakt til os kun på deres præmisser nemlig at se deres far alene!
Vi så pigen på 28 år de første par år!
Vi har forsøgt alt igennem de sidste mange år mails, tlf. SMS og besøg på adressen.

Jeg er afklaret, det er ikke mine børn der har sådan en opførsel men det er min mands børn og jeg tænker meget på ham om hvordan vi kan komme videre. Vi er meget enige om at de skal acceptere at vi er sammen og at de ikke skal sætte dagsorden.
min kæreste har ikke lyst til at se dem uden mig.
Hvad tænker du vi kan gøre?

Mvh mig.

Kære dig
Desværre er der rigtig mange der oplever dette.

Når børn (her i dette tilfælde voksne børn) kun vil havde kontakt til forælderen, og overhoved ikke vil havde noget med kæresten at gøre, er der ofte en lang historie bag, som ikke handler om den nye kæreste men som handler om børnenes relation til forælderen.

Når I spørg mig om hvad I skal gøre– så ville jeg råde jer til at gribe denne situation meget anderledes an.
Hvis din kæreste gerne vil havde en kontakt til sine voksne børn så ville jeg råde din kæreste til at starte med at se hans børn selv- alene! forstået på den måde at I /han bliver nød til at starte ved starten.
Lige nu vil de kun se ham!

Men med det udgangspunkt i at sådan skal det IKKE blive ved med at være, men med et fokus på at udvikle relationen imellem dem og ham, så at de kan begynde at se dig også på et tidspunkt.

Det skal meget nødigt være en magtkamp- som det er nu!!!

Den skal I som DE VOKSNE stoppe
Og gå ind og VÆRE de voksne

Sådanne problematikker handler som regel ikke om, at de ikke vil se dig- men om HANS kontakt og relation til hans børn.
Deres oplevelser i en evt. opløsning af deres kernefamilie, det at være barn i en skilsmisse situation, evt. det at være lige i midten af og måske grunden til de voksnes konflikt osv. Osv.
Ting som ikke retfærdiggøre det de gør, men kan give en forståelse af hvorfor de gør, som de gør(?)

Ved at han starter med at havde en kontakt bare med dem, en kontakt hvor han selv er opmærksom på sin EGEN respekt, lydhørhed og forståelse overfor dem – f.eks. hvorfor vil de ikke se hans kæreste? Hvad er de mon sure over? Hvorfor er de SÅ sure på ham så de gør dette her? Hvorfor vil de ikke være del af hans liv? Hvordan kan de være at de ikke vil glæde sig på hans vegne? Hvordan har han mon såret dem siden de reagere så hårdt?
Det at han hører på dem, det at han OPRIGTIGT prøver at forstå dem (uden af forsvare sig) og uden at kræve at de forstår ham, det vil skabe forandring!
Det at stoppe kampen

Deres vilje til at forstå ham, eller acceptere ham vil jo udvikles i takt med at han selv gør det, de skal gøre.
Han bliver en rolle model for gensidig respekt og accept.
Så deres respekt for ham og accept af ham, den vil som regel komme når DE begynder at føle sig mødt og forstået.

Altså det at HAN begynder at være det (respektfuld, lydhør over for dem) som han ”kræver” af dem.

Der bliver du fuldstændig skakmat, for problematikken handler ikke om dig- men om det der er imellem dem.

Dette gør han ved at se dem, og i samvær med dem, snakke med dem, om dem…. så han gør det arbejde for langsomt at finde en gensidig forståelse, respekt og anerkendelse imellem dem.
Men han må gå forreste – De lærer af ham.
Han må forstå,
han må anerkende
uden af forklare eller forsvare!

De lærer ved at se ham gøre dette arbejde. Det sammen som jo kræves af dem for at havde med dig at gøre.

Det tager tid – og er et pædagogisk arbejde og et relations arbejde.
Det skal gøres før end han kan ”kræve” at de skal se og havde med dig at gøre.

Hvis der ikke er den gensidighed så reager børn ofte sådanne som I bekriver – de gør hvad der er blevet gjort ved dem.
Så I må starte ved starten – at han ser dem alene og påbegynder dette arbejde.

Med udgangspunkt i at sådan skal det ikke blive ved med at være, men med et fokus på at udvikle relationen imellem dem og ham, så at de kan begynde at se dig også.

Hvis I går til problematikken på den måde, så kan sådan en fastlåst situation faktisk vendes i løbet af 6-8 måneder.
Men det kræver at HAN selv gør det, som I forventer af dem.

Ved at gøre det som I gør nu- gør I bare, hvad de gør – eller de gør, hvad I gør(?)
En rigid dum kamp/krig, om hvem der bestemmer?
”jeg holder vejret til jeg får ret!”
-som desværre kun skaber tabere.
Børn som mister kontakten til deres far, og en far der mister kontakten til hans børn.

Håber mit svar giver mening og kan give jer en ny bedre retning
Lykke til og god arbejdes lyst – det er arbejdet værd!

Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk