Hvordan sætter jeg grænser?

Hej Sia.

Jeg er 27 år og er i et forhold på 7ende måned med en dejlig mand på 33, som har en datter på lige knap 3 år.
Vores forhold kan tit være meget turbulent, hvilket jeg har en forståelse af, at mange af hans forhold har været. Så det går ham ikke rigtig på, på samme måde som det gør med mig. Jeg har ikke været vandt til så turbulente forhold og han har en tendens til at være meget opfarende, overreagerende og højtråbende. Dog ikke foran hans datter skal det så lige siges.

Jeg synes vores forhold bygger på at jeg skal være forstående, støttende og aflastende for ham og situationen. Det skal lige tilføjes at hans ex med mellemrum (siden hun fandt ud af at vi var sammen) har skrevet mange beskeder til ham om at finde sammen igen. De har været on and off gennem hele deres forhold og hun sender mange billeder af hende og datteren sammen til ham. Han står dog fast på at det er mig han vil.

På det sidste har jeg bare følt at han har taget de ting jeg gør for ham som en selvfølge. Så jeg har sat mig selv i den situation at jeg er vaskekone, madmor, rengøringshjælp, snack henter og engang imellem hende der lige overtager legen med datteren når han skal have en pause. De weekender er for mig meget ensomme da datteren skal have alt opmærksomheden, og om aftenen er der ikke overskud til forholdet fra hans side og han trækker sig ind til tv’et.

Datteren er nu begyndt at teste mig af i forhold til grænser, og nogle gange overrumpler han mine beslutninger foran hende, hvilket jeg finder meget frustrerende (også i mit hjem).

Jeg har intet problem med at hans datter får opmærksomheden, jeg savner bare en form for anerkendelse og forståelse og den kan han ikke give mig. Jeg finder det frustrerende at jeg ikke kan få lov at sætte regler i mit eget hjem for hvor grænserne går. Han nægter at sætte regler for sin ex og han nægter bare at have retningslinjer for vores forhold. Hvis det ikke lige går efter hans hoved, så bliver det alligevel ikke anderledes, for ellers skal jeg forholde mig til en diskussion mere.

Så mit spørgsmål er, hvordan sætter jeg grænser for hvad jeg vil finde mig i? Hvordan skaber jeg regler, som ikke virker som om jeg prøver at have kontrol men skabe stabilitet? Hvordan får jeg sagt til ham at i mit hjem vil jeg have mine regler bliver fulgt?

Lyder jeg bare helt fra den? for det er sådan jeg føler mig

M.v.h.
Den Frustrerede

Kære frustrerede
For at svare på dit spørgsmål – om du lyder helt fra den? så er svaret nej!
Det er svært at sige ud fra det du beskriver, om det er en kombination af, at han er vant til at få det som han vil ha det, samt er umoden -eller om han bare ikke er helt så vild med dig, som du er med ham?
Enten har han ingen ide om, hvad det vil sige at være partnere i øjenhøjde?
Eller også er du en meget rar kæreste at havde når han ikke har sin datter?

Jeg ved det lyder hårdt at skrive- men mine røde lygter blinker når du skriver ”Han nægter at sætte regler for sin ex og han nægter bare at have retningslinjer for vores forhold. Hvis det ikke lige går efter hans hoved, så bliver det alligevel ikke anderledes, for ellers skal jeg forholde mig til en diskussion mere”
Sådan reagere man ikke hvis man er vild med en person som man ikke vil miste!!

Det kan godt være man kan skændes, skændes rigtig meget- men så gør man hvad man kan for, at finde en løsning selv om den er fuldstændig uholdbar og dårlig.

Eller også er han vant til, at i et forhold er det ham der bestemmer?
”my way or the high way”?

Det ved du nok bedst?

For selvfølgelig kan og skal du være med til at skabe regler og retningslinjer for hans datter hvis I vil være familie sammen!
Så kan I være helt almindelige uenige- og finde kompromiser sammen.
Så kan I dele de funktioner og opgaver der er med hans datter- og bliver et familiefællesskab.

Eller også skal I være enige om at han gør alt med hans datter- I bliver et bofællesskab- også kan du nyde den tid alene eller på sidelinjen når datteren er der.
Dvs at du ikke skal agere vaskekone, eller rengøringshjælp- men være en voksen for hans datter på den gode måde.

Lige nu lyder det som om det kun er ham der har taget stilling og sat kursen?

Hvad vil du?

Det at DU tager stilling- det at DU får talt med ham når I er gode venner og I hygger allermest
”jeg vil rigtig gerne være familie med dig!” ”jeg vil din datter”
Eller
”jeg vil rigtig gerne være kæreste med dig”
”du er en god far- så du gør hvad du synes når du har din datter, så ses vi bare på en lidt anden måde”

Det at du begynder at agere i forhold til det DU vil – i overensstemmelse med det I vil.
Så bliver du ikke magtesløs men du og I får en retning.

Hvis du har brug for en retning i dit parforhold, og din partner ikke vil lave den retning med dig- så har du et problem – så er du sammen med en der overhoved ikke vil det samme som dig!

Vil du det?

Du ligger mange uafklaret spørgsmål over i ”hans net” – om det er fordi du ikke er bevidst omkring det? Eller om det er fordi du ved at hvis du selv skal se på det, og tage stilling til det- så bliver I nød til at gå fra hinanden? Det ved jeg ikke ……

Lige det sted – midt i alt det der gør ondt- det kaos- du står i nu, det er meget værre end de konsekvenser der kommer ved at stille skarpt og tage nogle valg.

Håber mit svar kan give dig et skub, en retning?
Lykke til

Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk