Debat forum

Debat Forum

De gyldne grænser  

 
6tilsammen
(@6tilsammen)

Hej skønne mennesker

Det er mange, mange, mange år siden, at jeg sidst har kigget i dette forum. Den gang var jeg mere end 10 år yngre og var kæreste og senere gift med en mand, der havde et barn fra tidligere. Vi fik to børn sammen, og for over fem år siden, blev vi skilt. Nu har jeg været i et forhold i nogle år med en mand, der også har to børn med fra tidligere forhold. Så jeg føler snart, at jeg er rimelig velbevandret i det her med børn fra tidligere, og hvad det bringer af sjove og mindre sjove aspekter ind i et parforhold og ind i en familie. Det betyder på ingen måde, at jeg føler, jeg er blevet bedre til det, eller at jeg har nemmere ved at rumme mig selv i de situationer, der opstår. 

Jeg har været alene med mine børn i en del år, og også inden min eks og jeg gik fra hinanden gjorde vores arbejdssituationer, at det meget var mig, der var tilstede på hjemmefronten, mens han rejste en del. Med andre ord har jeg meget sjældent haft den der følelse af at være en kernefamilie, selvom vi levede som kernefamilie. Jeg følte ofte, at jeg havde en familie, og så kom min daværende mand på besøg en gang i mellem. Det er da også sådan, at vi i dag kører 9-5 til min fordel, og det passer os alle rigtig fint. Da jeg mødte min nuværende kæreste, var der ikke gået ret længe siden han og hans børns mor gik fra hinanden. Og modsat det forældreforhold, jeg har levet i, var han og hans eks nok meget mere en kernefamilie. Så var der jo andre ting, der ikke fungerede, men det der med at være forældre sammen, det havde de styr på, og al respekt for det. 

De har valgt, og gennemfører faktisk med stor succes, en ordning, hvor børnene bor i det, der var det fælles hjem, og forældrene flytter ind og ud på skift med 7 dages mellemrum. I bund og grund har jeg stor respekt for, at det kan lade sig gøre, og tror ikke, at jeg havde kunnet det samme – samtidig er jeg til tider usikker på, om det reelt er det bedste for børnene, da det vel også kan være mærkeligt for børn at bo et sted, der ikke er et helt hjem for nogen af forældrene. Men men, lad nu det ligge, indtil videre fungerer det fint for ungerne og de slipper for transport og alt det, der hører til at have to hjem. I de uger, hvor de ikke er sammen med deres børn, har de begge liv og kærester et stykke væk fra der, hvor børnene har deres base. Min kæreste og hans eks er også super godt til at tale sammen, og tager sågar på weekend sammen måske en gang om året, hvor de lige får kalibreret deres forældreskab og får en hyggelig stund med deres børn. Og nu begynder I måske at se, hvor dette bærer hen ad 🙂 

For hvor går grænsen? Hvornår kan jeg tillade mig at synes, det er vanskeligt, og hvornår jeg bare smålig og kontrolerende? Hvornår løber mine indre tanker af med mig, og hvordan får jeg tæmmet følelsen så ikke det føles som om det grønne monster (for det er jo en afart af jalousi, vi taler om…) er ved at æde mig op indefra?

For eksempel er det ganske umuligt for mig at føle mig hjemme i det hjem, min kæreste på nogle måder stadig deler med sin eks. Jeg kravler ind i mig selv når vi ligger i dobbeltsengen der, og får en klump i maven når jeg tænker på de to skrabere i brusekabinen eller de 4 tandbørster ved siden af vasken. Min kæreste er ultra forstående, og forsøger så vidt muligt at lave de ændringer der skal til, så der bliver gjort “rent bord” på byttedag og så man ikke behøver at dele mere end det, der er nødvendigt. Samtidig skal det jo heller ikke være et sterilt hotelværelse, som børnene bor i. Hos mig har min kæreste plads til at efterlade ting, tøj, sætte sit præg på køleskabets indhold eller lade sine sko stå i gangen. Sådan vil jeg nok aldrig få det med et hjem, hvor hans eks også har sin “daglige” gang. Er der nogen derude, der har erfaring med konstellationen og har nogle input til det, der rumsterer inde i mig?

Jeg tror den grimme tanke, der nogle kravler tramper så hårdt rundt i mig at jeg bliver helt udmattet, er, “hvis de kan dele hus og tale om børnene, og holde miniferie – er det så ikke bedst for alle bare at finde sammen igen?” Naivt, ja, jeg ved det godt. De er gået fra hinanden af en grund, og jeg stoler 100% på min kæreste, når han siger, at det aldrig kommer til at ske. Og det er måske heller ikke en reel frygt for, at det faktisk skulle ske, der fylder, det er mere bare følelsen, det vækker. Giver det mening? Jeg har også tænkt mig frem til, at det også har noget at gøre med det der med, hvordan forskellige mennesker har forskellige indikatorer for, hvordan og hvorfor, de føler sig hjemme et sted, og hvordan og hvorfor de får følelsen af fælleshed og samhørighed. For mig kan noget så banalt som en tandbørste i et krus eller et par underbusker i vasketøjskurven være med til at give mig følelsen af samhørighed, at man er “et par”, at der er kærlighed og at man gerne vil hinanden. Når jeg besøger min kæreste i hans og hans børns hjem, så føles det som om, han har etableret den slags samhørighed sammen med en anden, og så føles det som at være “the other woman”. For min kæreste er alle de ting blot praktiske foranstaltninger og ikke det, der skaber et fælles hjem.  

Det er vigtigt for mig at skrive, at jeg respekterer dybt deres ønske om at gøre skilsmissen så nem som mulig for deres børn – jeg ønsker ikke at få svar om, hvor urimeligt det er af min kæreste, eller at den ordning snart må ophøre hvis han vil have et forhold til mig. Jeg søger mest forståelse for, at det kan være vanskeligt at være i, og måske nogle gode råd til hvilke tanker, man kan forsøge at fodre sig selv med for at gøre tankestrømmen nemmere. Det betyder alt for min kæreste at skabe de bedste rammer for sine børn, og det er en del af årsagen til at jeg elsker ham så utroligt højt, så jeg vil på ingen måde udfordre hans tro på, at dette er det bedste lige nu. Det er kun min egen banehalvdel, jeg gerne vil arbejde med. 

Det skal også siges, at vi er utrolig gode til at være sammen alle seks. Både i weekender og på ferie, sommerhusture og rejser til udlandet. Vores børn har det utroligt godt med hinanden, hvilket vi er dybt taknemmelige for. Jeg er slet ikke i tvivl om, at min kæreste gerne vil mig og os og vores store sammenbragte cirkus. Min kamp består mest af det, der foregår inde i mit eget hovedet – og dette forum er en guldgrubbe af folk, der kan hjælpe med at sætte lidt perspektiv på det hele. 

Jeg ser frem til at læse jeres svar 🙂 

SvarCitér
Skrevet : 28/05/2019 09:38
Tråden handler om:
Misse
(@misse)

Respekt til jer ! Jeg har altid ment at hvis man kørte en 7/7 ordning- så burde det være forældrene og ikke børnene der skulle være i dele ordningen.  Bare meget sjældent man møder nogle forældre der vil leve sådan et liv.  

Og kæmpe respekt til dig over du respekterer ordningen.  

jeg tror faktisk at rigtig mange dele børn har det lidt på samme måde som du har.   At man ikke kan føle sig helt hjemme og jalousi over der bor andre( børn) i hjemmet fast .

du er den mest rummelige bonusmor jeg har læst om, kan desværre ikke hjælpe dig med dine tanker , for jeg ville slet ikke kunne leve sådan .  

SvarCitér
Skrevet : 29/05/2019 10:36
Del:


 

 

Hensigten

Hensigten med dette forum er at skabe mulighed for udveksling af viden og erfaring. Du har her mulighed for at få indblik i, hvordan andre løser eller forholder sig til de dilemmaer, man ofte møder, når man lever i en sammenbragt familie.Vi håber, at dettte forum kan glæde mange og synliggøre nogle af de problemer, man kan møde i en sammenbragt familie.

Husk

Du kan skrive om alt, hvad der høre til det, at være i en sammenbragte familie - men husk at skriv så det kan læses af alle (dvs lav det anonymt - undlad evt. navne osv). Vi forsøger at holde debatten i en ordenlig tone, selv om det er svære emner vi taler om. Derfor er det vigtigt, at når du skriver så at gøre det i en ordenlig tone, så vi alle kan være med.

TEKNISK SUPPORT

Har du problemer med at bruge hjemmesiden?
Du kan blandt andet få hjælp til at få slettet din profil, indlæg eller andet vedrørende debat forummet.

Kontakt teknisk support

Venligst Log ind eller Opret profil