Debat forum

Debat Forum

Jeg føler mig så al…
 

Jeg føler mig så alene  

 
Rosenroed
(@rosenroed)

Hej alle sammen

Jeg er helt ny bruger herinde, men har fulgt med i trådene i et par måneder, og jeg kan genkende mange af de problemstillinger, I andre sidder med – desværre.

Jeg bor sammen med min kæreste og hans to børn (dreng på 9 og pige på 13) i en 7/7. Jeg er 29 og min kæreste er 45. Overordnet set holder jeg meget af børnene – især drengen har jeg fået et tæt bånd med. Det er også mit indtryk, at de holder af mig.

Men jeg kæmper virkelig med, at jeg føler mig enormt ensom og alene – både når de er hos os, fordi de – især pigen – fylder meget, og når der skal træffes nogle beslutninger, hvor det pludselig bliver 4 mod en, fordi mor, far og børn er enige, men jeg er uenig.

For eksempel ville pigen gerne holde familiefødselsdag med min, min kærestes og hendes mors familie samlet. Jeg sætter enormt meget pris på, at hun ønsker at inkludere min familie, men…  Det synes de 4 var en genial idé – jeg gjorde ikke. Årsagen er, at der har været kold luft mellem mig og børnenes mor, og jeg vil ikke sætte min familie i en situation, hvor de potentielt skulle sidde sammen med nogle mennesker, der ikke kan lide dem, fordi de ikke kan lide mig. Havde det bare været mig selv, ville jeg æde lorten og tage til fødselsdag med eks-svigerfamilien, men min familie skal ikke tage stilling til vores interne konflikter.

Det betyder, at jeg siger nej. Denne gang fik jeg det, som jeg ønskede, og vi holder familiefødselsdag hver for sig. Min kæreste syntes også, at en stor fællesfædselsdag ville blive meget ubehagelig for alle parter, men han havde været villig til at gøre det.

Men åh, hvor er der mange gange, hvor jeg har været i nogle ekstremt ubehagelige og grænseoverskridende situationer “for børnenes skyld” (jeg hader seriøst den sætning).

Min kæreste hører kun, når jeg siger nej – han hører ikke, at jeg siger ja til at fejre deres rigtige fødselsdage med hans ekskone. Han hører ikke, at jeg inviterer hende ind i mit hjem om morgenen, så alle kan synge fælles fødselsdagssang. Han hører heller ikke, at jeg siger ja til at gå ud og spise alle 5 om aftenen på deres fødselsdage. Han ser ikke, at jeg læser Fortnite-ordbøger for at kunne snakke med drengen om det (han spiller meget), eller at jeg catcher up på hjernedøde reality-serier, pigen ser, for at kunne tale med hende om det. Kun nej’erne hæfter han sig ved, og så er der ellers en kæmpe gang guilt shaming min vej efterfølgende.

Jeg har konstant dårlig samvittighed eller ondt i maven, og jeg føler, at mine beslutninger enten gør nogle kede af det eller sætter mig i ubehagelige situationer, hvor jeg går imod alle mine værdier og holdninger – there’s no in between.

Hans store pige kommer også op til os om natten 1-3 gange i den uge, de er hos os, og min kæreste inviterer hende op i sengen – det synes jeg er SÅ grænseoverskridende! At sove er enormt intimt for mig, og jeg har ikke kontrol over min krop – det har jeg ikke lyst til, at hun skal opleve. Ud over det sover jeg helst kun i trusser, hvilket betyder at jeg må stå op og tage tøj på, når hun kommer op – og så kan jeg oftest ikke falde i søvn igen. Jeg synes også, at en teenager er for stor til at sove i “ægtesengen” – i hvert fald når den ene voksne ikke er den biologiske forælder. Skal hans dreng så også op i vores seng, når han er teenager?!

Jeg har foreslået min kæreste, at vi har en madras liggende under sengen, hun kan tage ud og lægge sig på i stedet for at komme i sengen – det blev et blankt nej. Jeg har også sagt, at jeg gerne vil følge hende ned igen og sidde hos hende, til hun falder i søvn – nej igen.

Er jeg uretfærdig? Hvordan har I det med ikke-biologiske børn i sengen flere gange om ugen? Og kan I genkende følelsen af enten at skulle gå på kompromis med jer selv eller gøre nogle skuffede eller kede af det?

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil med dette indlæg – måske bare dele min frustration over Cirkus Sammenbragt og høre nogle af jeres erfaringer og holdninger.

SvarCitér
Skrevet : 29/04/2019 15:39
Tråden handler om:
mor35
(@mor35)

Om så helvede fryser til is, skal jeg aldrig nogensinde dele seng med en 13 årig pige, der ikke er min!! Og det skal min kæreste egentlig heller ikke ved nærmere eftertanke, om det er hans eller ej, det overskrider alle grænser for mig! 

Selvfølgelig skal man gå på kompromis i et forhold, men det betyder jo ikke, at det kun er dig der skal det ! han skal også. 

 

Hvis jeg var dig, ville jeg overveje noget terapi af en art, fra en der kender til problematikkerne omkring sammenbragt, og hvis far ikke vil deltage, ville jeg seriøst overveje, om jeg ville bruge mit liv på at have ondt i maven, og dårlig samvittighed…..det må jeg indrømme. 

Men nej, du er overhovedet ikke urimelig !

SvarCitér
Skrevet : 29/04/2019 16:06
farskaereste
(@farskaereste)

Jeg føler det også meget grænseoverskridende at skulle sove med børn, der ikke er mine egne, eller som jeg ikke selv har valgt at sove sammen med. Sådan har de fleste det vist.

Er du på Facebook? De sidste tre opslag på Facebook-siden, der hører til denne hjemmeside, har nogle rigtig gode bud på, hvordan man nærmer sig hinanden i det sammenbragte og finder nogle grænser, som alle kan leve med. Men hvis en mand ikke vil se tingene fra en anden side end hans egen og børnenes, bliver det svært. Men måske kan du få en god snak med ham med udgangspunkt i Facebook-opslagene. 

Hvad er din mands forslag til det med pigen så? Bare tromle dig? Det er ikke fair!

Dette indlæg blev redigeret 3 år siden 2 gange by farskaereste
SvarCitér
Skrevet : 29/04/2019 19:43
Rareditte
(@rareditte)

Først og fremmet, så er du bestemt ikke urimelig. Og dernæst.. 13 årige piger er de rene ego bomber. Jeg har et stk på 14 år og hold nu op hun trækker tænder ud.

Jeg synes du skal sætte dig ned med far og lave nogle helt simple regler for hvordan i er familie. Regler som i begge to er enige i. Og som i begge to kan være i. Jeg ville heller aldrig nogen sinde sove sammen med et barn på 13 år i mellem min mand og jeg. Det er da mærkeligt. Din ide med madras på gulvet, var det super fin. Så din mand er altså også nødt til at gå på kompromis så i alle kan være i det.

Og ellers ville jeg som en anden skriver virkelig overveje om hvorfor du er der. Hvis din mand er ligeglad med alt hvad du gør og kun har øje for det negative, så skal du virkelig passe på dig selv. Så du ikke ender med at blive syg af den familie du er en del af.

Kram din vej

Venlig hilsen Ditte mor til 2 og stedmor til en nu voksen dreng.

SvarCitér
Skrevet : 30/04/2019 08:57
KHK
 KHK
(@khk)

Jeg har desværre ikke så meget klogt at sige, andet end at jeg godt forstår dig. Jeg har også en udfordring med min kæreste og hans samsovning med sit barn.

SvarCitér
Skrevet : 30/04/2019 18:53
Rosenroed
(@rosenroed)

Tusind tak for råd, sympati, erfaringer og opbakning, alle sammen – det har trøstet mig at læse  jeres kommentarer.

 

Jeg følger Facebooksiden nu og har booket familieterapi til mig og min kæreste lidt ude i fremtiden (der er satme lang ventetid hos sådan nogle!)

 

Jeg har også sagt til ham, at vi skal have en alvorlig snak på søndag, når børnene er hos deres mor igen.

 

Igen tak – det er nok ikke sidste gang, jeg beder om råd.

 

God eftermiddag 🙂

SvarCitér
Skrevet : 07/05/2019 15:47
bonusogmor
(@bonusogmor)

Hej du 🙂

Først og fremmest vil jeg lige påpege hvor “uhyggeligt” det er at se, at nogle af vores situationer ligner SÅ meget hinanden, hihi.

Jeg er selv 22, min kæreste 40 (17 år imellem) og jeg læste mig frem til – at der var 16 mellem jer. 
Vi bor sammen: jeg, ham og hans søn, der lige er fyldt 10 år (spiller fortnite hver dag, hele dagen nærmest) og hans datter på 13 i en 7/7 ordning.

Ikke at disse faktorer betyder noget, det er bare pudsigt det er så lign. hos jer 🙂 

Da jeg mødte min kæreste var datteren 12 – hun havde desværre lige været syg i en længere periode med mange hospitalsbesøg og mange søvnløse nætter. Og da jeg kom ind i billedet var hun gudskelov blevet helt rask igen (og lider ikke af nogen sygdomme i dag), men var altså blevet vant til, hver nat, at ligge med far i sengen så han kunne holde om hende hele natten og trøste hende. 

Sygdomsforløbet gjorde, at de to var uadskillelige, og fik et helt specielt bånd til hinanden – han tog fri og var hjemme hos hende hver dag og de var klistret op ad hinanden i den lange periode (han tog ikke et bad uden hun sad på badeværelset imens – og skulle hun tisse, ventede han ude foran døren). Derudover havde hun en idé om, at hendes far og hende var kærester på det tidspunkt – så hun var altså ualmindeligt jaloux på mig da jeg kom ind og “splittede dem ad”. Hendes forhold til hendes mor er ikke særligt godt, hvilket jeg går ud fra, også er med til at få hende til at føle sig langt mere “afhængig” af sin far følelsesmæssigt.
Jeg syntes det kom meget tæt på – jeg syntes faktisk, at det var lidt unaturligt, at han skulle sidde og sige: “husk nu vi ikke er kærester” til sin datter på 12. Måske fordi jeg selv i den alder, udemærket var klar over, at min egen far ikke var min kæreste – men altså – jeg har jo heller ikke været der i den periode hvor de var så tætte – da han var alene. Det var også svært, fordi jeg mødte børnene meget tidligt i forholdet, ja nærmest før vi var kærester – så det var svært, at hans datter var SÅ jaloux på mig, jeg var jo kun lige igang med at lære ham at kende??

Men altså det har været… En meget lang proces, på flere forskellige faconer. Første gang hun kom ind en nat jeg lå, nøgen, ved siden af min kæreste og lagde sig ind – og jeg vågnede op og så min mand ligge dér i ske med hende (ja, han var jo også nøgen selvom hun havde nattøj på), forlod jeg omgående rummet. Altså nærmest løbende ud i min morgenkåbe, styrtede ud på altanen og begyndte at græde. Totalt dramatisk. Men altså. Efter nogen tid kom han ned til mig, og vi talte længe om hvad det lige gjorde ved mig – ved ham og selvfølgelig også ved hende. Fra den aften har han fulgt hende tilbage i seng når hun kom ind, og været dér til hun faldt i søvn. Det fungerede rigtig godt for os alle sammen, og efter lidt forsvandt hendes behov faktisk for at hente far, selvom vi dog har talt med hende om, at man altid gerne må komme ind og hente ham, hvis man vågner og er ked af det eller syg.

Dengang var hun meget i fokus og det er hun også nu, helt naturligt, fordi hun er en sårbar teenager der er sprængfyldt med følelser og hormoner og er ved at udvikle sin identitet helt vildt meget i denne periode. 

Men mht. soveværelsessituationen, og ægtesengen, som du også selv kalder den – eller private-room. Oasen. Trække-sig-tilbage-værelset. Voksen-værelset. Ingen-adgang-for-børn-rummet. Kært barn har mange navne – men er altså alt i alt: JERES værelse og JERES seng. 🙂 
Der er situationen altså den, at hvis du ikke har et rum der er dit, hvor du kan trække dig, og hvori du kan sove hele natten uden at været bekymret for at skulle dele din intime sfære med en “fremmed”, så bliver du altså vanvittig. Det er virkelig, virkelig vigtigt – så vigtigt, at jeg ikke kan påpege det nok! Dine grænser er DINE – og de skal respekteres – for ellers kan du ikke være i det. Det kan jeg sige med 100% sikkerhed. I har alle sammen ret til at trives i jeres sammenbragte familie. Du, din kæreste og børnene.

Du går heller aldrig ind og ligger dig i hendes seng uden hendes tilladelse, det ville hun sikkert også syntes var enormt grænseoverskridende. Derudover vil jeg lige sige, at jeg synes det er helt vildt stort af dig, at DU tilbyder at lægge en madras til hende eller følge hende i seng igen. Kæmpe cadeau til dig – det gjorde jeg ikke engang dengang, jeg gjorde bare krav på værelset og gjorde det privat. 🙂 

Jeg forstår godt at du er ked af, at han kun hører nej’erne. Jeg VED hvor meget du kæmper. Jeg VED hvor mange af dine personlige grænser du overskrider for børnenes skyld (;-)), af ren kærlighed til ham. Og jeg kunne forestille mig, hvis du ligesom jeg, føler at du er den sure der kommer ind og sætter foden ned, og er imod dem, når de gerne vil holde fødselsdag alle sammen.

Jeg følte mig også som hende der kom ind og var sur og vendte om på alting og lavede regler. Jeg gemte mig meeeget lang tid på badeværelset i perioder når de var der, fordi jeg følte det var det eneste sted jeg kunne være mig selv. At græde blev ligesom en tilstand, i stedet for noget følelsesbaseret. Jeg græd konstant … Og jeg følte mig ængstelig, utilstrækkelig, led, forkert, jaloux, tilsidesat, alene, vred, usikker osv osv osv – ja, nærmest som en paraply af negative følelser og tanker.

Altså før min mand var med indenover, og alt blev til “vi”…: 
“Vi har talt om, at I skal …”

“Vi har besluttet, at vi …”

“I skal hjem til os, d. xx dato”

Bare det at sidde ved siden af hinanden ved bordet om aftenen betyder noget!

Det har viiiirkelig hjulpet. Det har ikke bare hjulpet, det har gjort det til en tilværelse som jeg kan se mig selv lykkelig i. Alle mine “forbudte følelser” forduftede, da han trådte mere tilbage og jeg trådte mere ind, og de voksne dannede en alliance (ikke mod, men FOR børnene) og besluttede os for, at det ikke var ham der videregav alle beskeder til dem fra mig – men at jeg også tog dem selv med dem. Børn er børn – og de skal også nok få det godt under disse omstændigheder – de kan klart mærke på jer, at tingene kommer under kontrol, og hverdagen kommer til at blive tryg og stabil. For det, at vi gjorde det, resulterede i, at de så mig som en voksen ligesom far. Og ikke hende den sure der går og skaber dårlig stemning. De begyndte at respektere mig ligeså meget, spørge mig om lov om ting når det omhandlede ting derhjemme, f.eks. at få venner med hjem når far ikke er hjemme osv. – og at de tilmed også siger godnat og godmorgen til mig, fordi de har lyst og ikke fordi de skal huske det 🙂

Selvfølgelig er der da perioder, der er sværere end andre, og perioder hvor vi er nødt til at gøre noget andet end det vi lige har gang i –  da det ikke lige fungerede – men det vigtigste er, at vi kan tale om det og gøre noget ved det, begge to. Nu er de bare helt “almindeligt” irriterende, nogle gange når de roder og snakker fanden et øre af ;-D, men ikke irriterende fordi jeg føler de fylder – fordi jeg ikke føler jeg kan være mig selv når de er der. Jeg vidste jo godt, at det ikke var deres skyld, men min og min kærestes, at vi ikke alle trivedes. Det handler ikke bare om hvad man snakker med dem om, men også hvad man viser dem. Og det er VIGTIGT at du viser, at du har grænser – og du skal respekteres som en voksen, og du og din mand har voksentid engang imellem – også hver aften når I sover. Der skal I selvfølgelig ikke dele seng med nogen af dem.

Ønsker dig alt godt <3

SvarCitér
Skrevet : 10/05/2019 17:55
MrsD
 MrsD
(@mrsd)

Jeg kender, hvordan du har det, alt for godt. Engang imellem føler man sig bare meget alene i en sammensat familie og endnu mere alene tror jeg, hvis man ikke selv har børn endnu. Og det er ekstremt ubehageligt! Jeg har selv tænkt, at det måske lidt kommer af den skævvridning der kan være i forholdet, når den anden part har børn. For mig, er min mand den absolut vigtigste person i mit liv. For ham er der tre vigtige personer: mig og hans to børn Og lige meget hvor gerne jeg ville prøve at rumme den følelse, så er det ikke det samme som hvis det havde været ham og vores fælles børn.  Engang imellem tager jeg mig selv i at kigge på mine veninder og være utroligt misundelig på, at de kan få kernefamilien, hvor alle holder af hinanden og det hele føles naturligt. Jeg ved ikke, om den følelse forsvinder – ved mig popper den op engang imellem, og så forsvinder den igen. For jeg minder mig selv om, at jeg har valgt ham, og at jeg elsker ham. Men følelsen er der, mere eller mindre og i perioder, og det er en svær følelse at bære rundt med, da ikke mange forstår den/den er tabubelagt og svær at snakke med andre om. 

Ja, ville egentlig bare give dig et virtuelt kram og sige: Du er ikke alene selvom det føles sådan engang imellem. 

SvarCitér
Skrevet : 19/05/2019 20:57
Rosenroed
(@rosenroed)

Tusind tak for dit svar, @mor35 – det sætter jeg virkelig pris på.

Jeg har fulgt dit råd og har booket terapi til min kæreste og mig. Jeg håber, det kan være med til at skabe en større fælles forståelse for, hvordan vi alle må gå på kompromis på den ene eller den anden måde (dog ikke ift. sovesituationen – der står jeg altså fast, og jeg kan heldigvis mærke, at min kæreste er begyndt at acceptere mit ønske).

Knus og god dag.

SvarCitér
Skrevet : 20/05/2019 14:27
Rosenroed
(@rosenroed)

Tak for dine tanker, @farskaereste – jeg har lidt svært ved at finde rundt i svar til netop din/jeres besked(er) og fælles svar her på den nye portal, så bær over med mig, hvis jeg roder lidt rundt i det – nu har jeg i hvert fald tagget dig, hvis det hedder sådan 😉

Jeg skyndte mig ind for at følge Facebooksiden – tusind tak for det råd. Til dit sidste spørgsmål er det min følelse, at han tromler mig lidt på denne her. Jeg kan dog mærke på ham, at han nærmer sig mere og mere at acceptere mit ønske om at holde sengen børnefri, så jeg står fast, selvom det trækker tænder ud sommetider.

Igen tusind tak for svar og for dine tanker. Knus herfra.

SvarCitér
Skrevet : 20/05/2019 14:32
Rosenroed
(@rosenroed)

@rareditte – tusind tak for dine tanker og for kram. Jeg føler heldigvis, at det går mere og mere op for min kæreste, at jeg (endnu?) ikke elsker hans børn på samme præmisser, som han gør – og at jeg efterhånden har fået fastslået, at samsovning (ugh!) ikke er en mulighed for mig. Jeg har taget din idé med fælles regler til mig og har arrangeret familiemøde med min kæreste og børnene i weekenden – så ser vi, hvordan det går. Kram til dig også <3

@KHK – tak for dit input. Nogle gange er det bare rart at vide, at man ikke står helt alene med sine holdninger og ønsker. Kram din vej!

@bonusogmor – Ja, det er da helt vildt, som vores “situationer” ligner hinanden! Jeg har faktisk skrevet forkert i min første tråd – min kæreste er 46, så der er også 17 år i mellem os 🙂 Det lyder som, at du har været dit igennem, og jeg er så glad for, at du deler din historie – og at jeg kan læse, at du har en optimistisk tilgang til det hele nu (hvis jeg “hører” dig rigtigt :-)).

Jeg tror, jeg viser din og de andres kommentarer til min kæreste, så han kan se, at jeg (desværre) ikke er alene om mine “forbudte tanker” – jeg skal lige tage tilløb, men jeg tror, det vil give ham en bedre forståelse af, hvor jeg (og vi) kommer fra.

Du lyder super sej – det beundrer jeg virkelig! Alle gode ønsker til dig også <3

@mrsd – jeg kender udemærket følelsen af at være misundelig på de veninder, der har “kernefamilien”. Jeg øver mig rigtig meget på at tænke, at de jo også har deres udfordringer – men ofte falder jeg i “Det-hele-ville-være-nemmere-hvis-vi-bare-var-en-kernefamilie”-følelsen. Jeg er bange for, at den følelse aldrig forsvinder – hos mig i hvert fald. Men jeg øver mig på at leve med den og acceptere den. Og så bliver jeg pissestædig ift. at få “vores” konstellation til at lykkes, og den følelse fordrer nok en mere positiv adfærd.

Kram tilbage til dig <3

SvarCitér
Skrevet : 20/05/2019 14:57
Anna88
(@anna88)

Hej 🙂

Jeg er endnu en bonusmor med en historie, der minder om jeres andres. Jeg har været sammen med min kæreste i 7 år, er 30 nu, og vi har en aldersforskel på 14 år. Han har to nu halvstore børn, som bor hos os halvdelen af tiden. Nu har vi et fælles barn på vej, og jeg glæder mig helt vildt til selv at blive forælder.

Jeg har ikke så meget at tilføje til det konkrete problem, men spekulerer over, hvor det foreløbig er endt for trådstarter? Jeg har selv haft det meget svært med børn i sengen, gudskelov er det ikke længere relevant, at de kommer ind for at sove hos os om natten.

Generelt synes jeg det sværeste i en ellers velfungerende papkonstellation er den følelsesmæssige forskel imellem de to voksne, som andre også har påpeger. Min kæreste er lykkeligst når vi alle er samlet. Jeg trives, må jeg indrømme, som regel bedst, når vi er alene uden børn. Den er svær… Min kæreste respekterer overordnet mine grænser, men jeg oplever, at han egentlig ikke forstår, at jeg ikke har lyst til det samme slags nære samvær med hans børn, som han selv har, og det får mig til at føle mig ensom. Derudover oplever jeg også at jeg ikke er helt så meget mig selv/kan slappe af i mit eget hjem, når børnene er her, som når de ikke er. Selv efter 7 år sammen har jeg ikke knækket den nød…

Lille eksempel fra i dag: Vi skal til middag i min familie. Oprindeligt kun os to, men for lidt siden meddeler min kæreste, at den ældste gerne vil med også. Han er tydeligvis glad for det, jeg selv lidt … skuffet? Over at det ikke bare skal være “os to”. På trods af at det ikke er besværligt og som regel rigtig hyggeligt at have barnet med. Og altid er man alene med disse små stik af skuffelse eller jalousi.

Det var temmelig løst, men blot et forsøg på at vise, at jeg vist godt kender til de følelser, du beskriver, og så er man i det mindste lidt mindre alene med dem.

SvarCitér
Skrevet : 10/06/2019 11:29
Rosenroed
(@rosenroed)

Hej @anna88

Tusind tak for dit svar – om ikke andet er det rart at vide, at man ikke er alene med sine tanker, og jeg kan sagtens relatere til de ting, du skriver.

I forhold til en status, så går det meget op og ned. Der har ikke været nogle børn i sengen. Jeg tror, min kærestes store pige har mistet interessen for det (gudskelov), og det er tydeligt at mærke, at hun er begyndt på en eller anden form for løsrivelse – der er i hvert fald ikke meget interesse for hverken mig, min kæreste eller biomor, hvilket nok er helt naturligt (og lidt dejligt, hvis jeg skal være helt ærlig).

Men som sagt – vi (jeg) kæmper videre og prøver at bevæge os fremad.

Du er i øvrigt sej, at du har været i en sammenbragt familie i 7 år. Og stort tillykke med jeres kommende fællesbarn <3

SvarCitér
Skrevet : 10/07/2019 10:16
Del:


 

 

Hensigten

Hensigten med dette forum er at skabe mulighed for udveksling af viden og erfaring. Du har her mulighed for at få indblik i, hvordan andre løser eller forholder sig til de dilemmaer, man ofte møder, når man lever i en sammenbragt familie.Vi håber, at dettte forum kan glæde mange og synliggøre nogle af de problemer, man kan møde i en sammenbragt familie.

Husk

Du kan skrive om alt, hvad der høre til det, at være i en sammenbragte familie - men husk at skriv så det kan læses af alle (dvs lav det anonymt - undlad evt. navne osv). Vi forsøger at holde debatten i en ordenlig tone, selv om det er svære emner vi taler om. Derfor er det vigtigt, at når du skriver så at gøre det i en ordenlig tone, så vi alle kan være med.

TEKNISK SUPPORT

Har du problemer med at bruge hjemmesiden?
Du kan blandt andet få hjælp til at få slettet din profil, indlæg eller andet vedrørende debat forummet.

Kontakt teknisk support

Venligst Log ind eller Opret profil