Håbløst forelsket

Hej Sia,

Hvordan gør man et stort problem kort og enkelt? Jeg elsker som jeg aldrig har elsket før og jeg kan ikke forlade min kæreste, men jeg ved ikke længere hvad jeg skal stille op med vores problemer? Problemerne er mange, vi bor ikke sammen og jeg føler mig udenfor fællesskabet, jeg føler ikke M. involvere mig nok i deres familie. Han har kronisk dårlig samvittighed over at han er blevet skilt, så rollerne er total byttet om i form af at børnene styre og bestemmer, de er henholdsvis 11 og 13 år. M. hører mig ikke når jeg siger jeg føler mig udenfor, fordi han er jo hele tiden fyldt op, hvis ikke af mig så af sine børn. Jeg har ikke selv børn, hvilket også gør det rigtig svært. Vi er virkelig gode til at være kæreste, men resten kan vi ikke få til at fungere, det er som om vi snakker 2 forskellige sprog og aldrig rigtig forenes. 

Så er den famøse eks kone, som kommer og går i huset, som boede hun der stadig og M. siger ikke fra overfor hende. Det er simpelhent så grænseoverskridende for mig, specielt fordi jeg jo ikke bor i huset og på den måde ikke ejer nogle rettigheder. 

Mit spørgsmål går på hvordan får vi det til at fungere så længe vi bor hver for sig og jeg på ingen måde føler mig hjemme hos ham? 

Han siger han elsker mig og vil mig, men det er ikke det jeg føler, når vi skal køre separate liv på den måde! Har du nogle gode værktøjer til hvordan vi forener vores 2 verdner, når man ikke bor sammen?

Kære Håbløs forelsket
Tak for din mail

Dit spørgsmål tror jeg rigtig mange kan nikke genkendende til 🙂
Og jo der er en simpel måde at gå til dette her på!!!

I snakker to forskellige sprog lige nu -Han snakker kun som ”Far” – og du snakker kun som håbløs forelsket kæreste -lige nu.

Du bliver nød til at starte et andet sted, end at være den klagende håbløse forelsket kæreste!

I bliver nød til at starte et andet sted i jeres snakke.

Det at du selv forholder dig til at du har fået en kæreste der har børn med fra tidligere forhold, hvad vil du med det? 

I bliver det man kalder en familie, men du bliver ikke deres mor, hvordan kunne du tænke dig det? Vil du være aktiv voksen? Eller vil du hellere være ”ved siden af” deres forældre?

Det at være aktiv betyder at havde en lav-praktisk- funktion, i hverdagen.
(selv om I ikke bor sammen kan man godt det, hvis det er det man vil)

Det at tage del i, på godt og ondt, i hverdagens ting og sager (dette handler ikke om at bo sammen eller ej, men om dit arrangement i det, at han har børn med fra tidligere forhold)

Eller det at være ”ved siden af” det betyder at du har ro i maven over, at han er ”optaget” af det arbejde der hører med til det, at der er børn.  Du kan enten kikke på, eller bruge tiden hvor han er optaget af børnene positivt på dig selv, så du kan bruge det vilkår at de tager hans tid, på en konstruktiv god måde i forhold til jer som par, uden at blive sur og bitter. Nyde den alene-tid, eller nyde at ”se på” uden at havde ansvar.

Du bliver jo ikke mor- de har en ganske uden mærket mor! 
Men du skal vælge hvad DU vil i forhold til det vilkår, at han har børn med fra tidligere forhold.

Når du har tænkt og taget dit valg- så skal du fortælle din kæreste hvad du gerne vil!
Måske vil han det samme? måske ikke?
(havde en kæreste der er aktiv, eller havde en kæreste der er ”ved siden af”?)
For hvis I skal samarbejde, netop fordi I snakker to forskellige sprog, er det ekstra vigtigt at havde den samme retning!
Hvis I vil to forskellige ting, så giver det jo mening, at det lige nu er kaos!

Hvis I vil det samme kan I starte på et samarbejde, og holde øjnene rettet på jeres retningen i stedet for på børnene. Være bevidst om egne måder at forvalte jeres vilkår på så I hver i sær er tro mod jeres fælles retning.

Retningen kan beherske jeres følelser så I passer på det fælles samarbejde om det er et godt bofællesskab eller et godt familiefællesskab.

Forstået på den måde at hvis I vil være et familiefællesskab (der hvor forældrene lader en anden voksen komme til, og den anden voksen vil være aktiv) kan I starte med at arbejde på at blive afstemt helt banalt lav-praktisk. Så I passer på børnene, og passer på jer som par.

Dvs. du får en funktion ift. børnene, I skal tage jer af helt alm. Familie dilemmaer så som: hvordan spiser vi aftensmad i vores familie? hvordan har vi voksen tid? Hvor mange timer må man spille computer? Osv. osv.

Hvis I vil være et bofællesskab (hvor forældrene tager sig af det lav-praktiske med egene børn, og I er kærester) kan I starte med at blive afstemt omkring fælles tid og kæreste tid.
Så fællestiden bliver god og I hver især kan nye både kæreste tiden, og alene tiden.

Så I kan udnytte fordelene ved hver familie model, og det ikke bliver børnene eller jeres følelser der styre hvad I gør. I kommer derved til at opleve jer som ansvarsfulde voksne der har taget et valg omkring hvad I vil og det styre og hjælper jer med at beherske den kunst at være sammenbragt familie.

Men det er klart at et godt bofællesskab kommer ikke af sig selv- det kræver arbejde.
Et godt familiefællesskab kommer ikke af sig selv- det kræver arbejde

Men det at tage dette valg om hvad I vil, kan give dig, give jer en retning for jeres arbejde.
Håber mit svar giver dig mening og retning

Lykke til
Mange hilsner
Sia 

Psykolog
Siaholm.dk 
Sammenbragte-familier.dk