Kære Sia
Kære Sia,
Jeg lever sammen med min kæreste og vores 4 sammenbragte børn nu gennem 1 år.
Jeg elsker ham højt og er glad for mit liv i øvrigt.
Sagen er den, at vi har tumlet frem og tilbage med, hvilken slags familie vi vil være (som jeg også har læst i dine svar til andre, er vigtigt at få afstemt), og vi er kommet frem til, at med vores 4 teenagebørn er det mest realistiske, at vi hver især fokuserer og tager ansvar for hver vores 2 børn og så nyder vi hinanden når vi er alene. Vi har børnene hver anden uge og hver anden uge er vi alene.
Det har dog den pris eller ulempe at især jeg har svært ved at vende tilbage til at være kærester efter en uges ‘fravær’. Jeg oplever det svært at gå fra at være praktiske hjælpere og tilsidesat til at være kærester og det tager os op til flere dage at finde hindanden igen. Vi har talt meget om prioriteter, dvs. hvilken prioritet har vi i hinandens liv, og er ærlige omkring at når børnene er der, så har de første prioritet. Det gælder for os begge to. Selvom vi har afstemt det, så sårer det alligevel, og den følelse er svær at slippe når vi har hinanden igen.
Vi har også talt om, om man kan have en delt prioritet, dvs. ligeværdige i forhold til børnene, men når det kommer til stykket er en delt prioritet jo ikke en prioritet, og vi ender samme sted.
Har du nogle erfaringer eller betragtninger som kan hjælpe os videre ?
Mange hilsner
——————————————
Hej,
Ja det kommer jo lidt an på hvad det er der sker i jer, siden at det tager flere dage for jer at finde sammen igen…..
Hvordan påvirker det jer, hvad gør I jer af tanker ved at den anden er forældre for sine børn….
Det kan enten vække glæde – glæde over at den mand eller kvinde man har som kæreste er en god forældre….. eller man kan føle sig forladt, som fra valgt?
På en eller anden måde lyder det som om I vælger at føle jer forladt, gået fra ?
De par jeg møder som vælger denne måde at organisere sig på, søger for at vise (rent fysisk) at de stadig er kærester, selv om børnene er der.
Dvs. kysse og give hinanden et kram, på samme måde, som man gør selv om man skal på arbejde, eller ud med venner til kaffe, når man ikke har børn.
Det at opretholde en eller anden form for ”kæreste-tid” som er der med eller uden børn. Det kan være at lave mad sammen og havde voksen tid sammen, at sidde sammen i sofaen mens man ser tv osv. Osv. Små ting der gør at man føler at man forbliver kærester selv om der er børn.
Men ud over det, er det jo meget vigtigt hvordan I hver især tænker omkring det, når I oplever at den anden er forældre, fravælger han mig…. Eller han er en god far!
To meget forskellige måder at tænke om det på, der skaber meget forskellig reaktioner hos en selv.
Det er klart at det at vælge den familie form, kræver at I ikke tager det som om I bliver forladt! Det skaber jo helt klart en ked-af-det-hed.
Hold op med at bruge ordet 1. prioritet – I er forældre, og I er kærester.
I har valgt en måde at være gode forældre på! Og en måde at være gode kærester på!
Hvis I hele tiden ser det som noget imod jer som kærester, tror jeg I må genoverveje jeres måde at være familie på- for en ting er hvad I tror børnene helst vil, en anden ting er hvad I som voksne kan tåle ?
Det er vigtig at I som de voksne vælger hvilken familie I vil være, og ikke hvad I tror børnene helst vil være!
Håber mit svar kan give stof til eftertanke
Lykke til
Mange hilsner
Sia Holm
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk
