Kærlighed og sorg
Kære Sia.
Dette er en helt ny verden for mig, og jeg håber du kan hjælpe med at få lidt klarhed over min situation. Min mand døde for 2 år siden. Vi havde været gift længe og det er der kommet 3 skønne børn ud af. De har været i sorggruppe. Den ældste er lige blevet teenager og den yngste er 8 år. Og så er der en der midt imellem. Jeg har mødt en mand, som også har børn, dog lidt yngre. Han er fraskilt og ser sine børn i en fungerende 7/7 deleordning. Vi er ikke kærester, men der er stort potentiale. Vi har datet i nogle måneder – dog udenom børnene, hvilket har været meget svært, da jeg er sammen og alene med mine 24/7. Og da de også spørger hvor jeg skal hen osv. Jeg har en gang inviteret ham over til mig en aften, da børnene var puttet. Jeg sagde det til dem på forhånd, og præsenterede ham som en ven, jeg gerne vil lære bedre at kende. Den ældste blev så ked af det i dagevis efterfølgende. Og han trækker sig fuldstændig ind i sig selv, græder, vil ikke i skole mm, hvis jeg har været sammen med min date. Jeg har derfor datet ham i smug når sjældne muligheder byder sig. Jeg har også overevejet at droppe det helt af hensyn til mit ældste barn. Men det er vel heller ikke holdbart? Hvordan tackler jeg dette bedst muligt, så alle kan trives i det?
På forhånd tak
Mvh Rikke
Kære Rikke
Tak for din mail
Mit råd er egentligt enkelt, tag et skridt ad gangen, og lad tiden arbejde for dig!
Dine børn vil reagere…
De er i sorg og det er en stor omvæltning i deres liv, så hans reaktion lyder helt normal.
Der kommer mange reaktioner og der er det vigtigt, at du rummer og snakker med ham og dem.
Både om det savn og om den sorg de er i, I alle er i, og den nye virkelighed som I alle står i.
Det at du evt. i snak med dem får snakket om deres sorg over at havde mistet deres far, og får snakket med dem om at mor har fundet en ny kæreste.
Du skal ikke lyve, eller skjule- det gør bare at deres utryghed bliver større (de er sikker også ramt udover sorgen, af en enorm usikkerhed og utryghed over at det kan lade sig gøre at miste en forælder) men du skal tage et skridt ad gangen (læs: langsomhed) så den proces med ”nedsmeltninger” kan være en proces hvor I sammen bearbejder.
Så det er at snakke, snakke og atter flere snakke.
Det at være i sorg er for alle forskelligt, og det er svært at følges ad, for ikke at sige helt umuligt.
Det skal I heller ikke, men I kan hver især tage hensyn til hinanden.
Du modtager sikkert også en masse vrede som ikke kun handler om dig, men om deres vrede mod ”verden” ”gud” for at det der er sket er sket for dem(?)
Derfor er det vigtigste måske at du tager et skridt ad gangen så du selv kan skelne mellem hvad af deres vrede, ked-af-det-hed høre til det ene og det andet.
Håber mit svar kan vise dig en vej
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
