Min mand vil ikke se mine børn mere

Min mand vil ikke se mine børn mere

Min mand er lige blevet opereret for kræft, han var indlagt i ca. en uge og mine børn kom ikke og besøgte ham, de ringede og spurgte til ham gennem mig. Nu er min mand blevet så skuffet/ sur at han ikke vil være sammen med dem. Der er 1 barnebarn på 5 år og 1 nyfødt, min mand er ‘ morfar’ til den ældste da ingen af mine børn har kontakt med deres far. Det store barnebarn ser vi stadigvæk men den lille nye har han ikke set. Jeg ved ikke hvordan vi kommer videre, syntes det er svært, har skældt mine børn ud, da jeg også syntes at det var for dårligt at de ikke kom på besøg. Min mand og jeg har været sammen i 14 år.
Hjælp.
Mange hilsner L


Kære L

Tak for din mail til brevkassen.

Når du skriver ”Nu er min mand blevet så skuffet/sur at han ikke vil være sammen med dem”, vil det sige at han ikke selv har sagt noget til dem om dette, men kun har fortalt dig om at han er blevet sur og skuffet?
Så han gør selv det som han bliver såret over børnene ikke gør!? De viser ikke deres bekymring/interesse direkte, men igennem dig.
Han viser ikke sin vrede/ såret hed direkte, men igennem dig.

Ved de at han ikke vil se dem mere?

Jeg får en fornemmelse af at din mand ikke er til at hukke eller stikke i?
Men hvis han er til at snakke med omkring dette, så kunne det jo være en ide at konfrontere ham med at det ikke at ville se dem er en meget barnlig måde at håndtere en alvorlig følelse på, og at hans følelse af at være blevet såret er vigtigt for dem og ham, at de hører fra ham selv, altså at han fortæller dem at han faktisk er blevet meget ked af at de ikke har besøgt ham. At de betyder noget for ham.
Dette ville gøre noget ved hans relation til dem, og deres relation til ham.
Men ved at han siger noget, tager han sit ansvar for og i sin relation til dem.

Hvis det er sådan at du ikke kan snakke med ham om det- fordi han er fuldstændig lukket og ikke vil snakke om dette- kunne du spørge dine børn om de ikke nok ville ringe eller komme forbi og besøge ham og fortælle ham selv, i stedet for igennem dig, at de da har været bekymret for ham.
Du kan spørger dem om de vil gøre det for DIN skyld. Ikke ved at skælde dem ud, men hører dem om de vil hjælpe DIG.

Det viser jo med al tydelighed at du bliver forbindingsleddet mellem dem og ham. Og det kan du udnytte på en god måde, ved at få opløst misforståelser.

Det lyder jo som om de har bekymret sig om ham-?
Så ved ikke at skælde dine børn ud, men ved at manipulere/forme begge parter (at du bruger den magt du har og den magt de alle sammen giver dig på en god måde, for fælles bedste) kan du opløse misforståelsen og hjælpe din mand i hans relation til dine børn.

Men dette kræver nogle gange at man tager sig af det, uden at fortælle nogle af parterne om hvorfor.
F.eks. du ved hvornår dine børn kommer forbi / eller vil ringe- så sørger du for enten ikke at være hjemme, eller ikke at være den der tager telefonen, så du gør sådan at det kan ske – at de kan få snakket. Eller ved at fortælle dine børn om hvad der er vigtigt for DIG at dine børn siger til ham.

Men dette kan forhåbentlig også give dig en mulighed for et videre arbejde i at hjælpe dem til en mere direkte kontakt, så du og I ikke kommer i lignende situationer.

Håber mit svar kan give dig en retning

Lykke til,
Mange hilsner
Sia
Psykolog

Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk