Ulykkelig
Kære Sia
Jeg er langt nede lige nu. Ulykkelig. Vil prøve at beskrive problematikken kort.
Min kæreste og jeg mødte hinanden for 6 år siden. Vi har boet sammen i 4. Han har 3 børn og jeg har en datter som jeg altid har været alene med. Han bor i det hus som hans eks boede med ham og nu bor hun 700 m fra ham. Det var nemmest at vi flyttede til hans by så det gjorde vi. Når jeg ser tilbage var jeg meget naiv og tillidsfuld til hele situationen. 3 børn skræmte mig ikke og jeg var meget afklaret med at jeg ville gå all in i fht. at gøre konstellationen tryg for dem. De to yngste (nu 9 og 13) kastede sig i armene på mig og jeg har et meget tæt forhold til dem. Den store var meget vred og er det stadig.
Deres mor opdrager børnene på en måde hvor de ved de aldrig skal gøre noget de ikke har lyst til og de er medindraget i alle beslutninger. Så den store blev sur over han ikke blev spurgt om jeg måtte flytte ind. Tiden gik og uden samværs papirer og alverdens drama imellem eks, børn og min kæreste så forsøgte jeg at overleve i det med alle mulige strategier for mig selv, og det endte med at jeg måtte gå fra min kandidatuddannelse fordi jeg var så stresset og udmattet.
Min kæreste er direktør i stort firma og for at undgå stress besluttede vi at jeg skulle gå hjemme ved børnene. Han har dem 6 dage ud af 14. Jeg har gjort ALT for dem. Taget alle sygedage, købt tøj, lavet værelser, holdt fester, købt gaver, holdt alle fødselsdage, talt følelser, løst problemer, talt med deres mor (som svinger SÅ meget og til tider slet ikke vil hilse på mig). Jeg gør rent, laver mad, laver madpakker, stryger, vasker og handler og passer børn og legekammerater.
Nu er jeg 30 kg. større end jeg var, har haft en depression, og kan slet ikke kende mig selv og det værste er at jeg savner min dejlige datter så meget. Hun bor hos mig (er hos sin far hver 2. weekend) men jeg har så meget fokus på at være kæreste, husholderske og bonusmor at jeg slet ikke kan hænge sammen. Min kæreste og jeg skændtes ofte og jeg føler kun jeg må opdrage og irettesætte hvis det passer ind i deres kram. De er jo vant til at gøre som de vil hos deres mor og det kan jeg bare slet ikke leve i. Min kæreste er dårlig til at prioriterer mig og os når de er her og jeg tror han bruger alt hans tid på dem fordi han er bange for at miste dem. Med god grund – deres mor får vendt alle vores gode oplevelser til noget dårligt og af samme grund har far nu ikke set den store i snart 7 måneder. Det smitter på de andre to og jeg kan mærke de holder øje med mig i fht om jeg retter på dem ved bordet (den “lille” spiser ikke særlig pænt) og jeg bliver stresset over at føle mig overvåget. Der er selvfølgelig møder i statsforvaltningen og konstant drama med børnene.
Min før ivrige tilgang og begejstring er helt død. Jeg hader fællesweekenderne og ved aldrig hvad der venter mig. Samtidig er det de weekender jeg har min datter og jeg vil bare nyde den med hende.
Jeg elsker stadig min kæreste og vi fungerer godt så længe vi ikke skal tale børn sammen.
Vi har ikke fået nogen sammen. Det var meningen, men fordi hans har fyldt så meget så blev det aldrig til noget desværre. Jeg har efterhånden stor vrede og bitterhed rettet mod hans børn og hans eks.
Han er desværre ikke papfar som jeg havde ønsket mig det. Han siger vi har en symbiose og jeg får en masse bemærkninger omkring min datter og min måde at opdrage hende på og jeg føler efterhånden en del bitterhed i fht. at jeg gør så meget for hans og så får jeg ikke meget tilbage på den front.
Jeg gider ikke lege familie mere men vil gerne ham. Har du forslag til en konstellation? En måde at være sammen på uden at jeg deltager i børnenes liv. Jeg har overvejet at flytte men bliver så ked af ved tanken om at rykke min datter væk fra sit hjem igen.
Hvad tænker du om det?
Kh fra bonusmor
————————————————————————————————-
Kære Bonusmor
Tak for din mail til brevkassen
Uha… bliver helt træt af at læse det du har skrevet…. Det lyder meget opslidende – kan godt forstå at du føler dig presset og ikke gider at lege familie mere….
For mig at høre er der mange små problematikker, som du / I ikke har fundet holdbare løsninger på undervejs, som har gavnet dig som person, jer som par, eller skabt følelsen af det at være en sammenhængende familie.
Når de fleste kikker tilbage med den viden og erfaring de sidder med nu, tror jeg rigtig mange vil sige som dig- ” Når jeg ser tilbage var jeg meget naiv og tillidsfuld til hele situationen”
Heldigvis da!
For ellers var I jo slet ikke kommet hertil – og uheldigvis for det lyder som om du i ”kærlighedens” tegn har overskredet mange af dine egne grænser gang på gang, og det slider.
Som jeg ser det – bliver du nød til MEGET snart at passe på dig selv!
Ellers kan det ende grimt….
For at være helt firkantet så ser jeg to muligheder:
-Du tager dig en meget alvorlig snak med din kæreste
eller
-Du flytter
For lige nu bliver du slidt på den meget usunde måde og I er IKKE en familie sammen!
I det I gør nu, bliver du slidt og jeres parforhold bliver ødelagt – og relationen til jeres hver isærs børn bliver slidte og dårlige
Og det er jeg i tvivl om I har ”råd” til? Om du har ”råd” til? Sådan som du beskriver situationen?
Hvis du tager en alvorlig snak med din kæreste bliver I nød til at få klarhed over at hvis du skal være aktiv, så betyder det også at du har medbestemmelse på alle områder!
Ikke at du skal bestemme – men at I skal blive ENIGE om og SAMARBEJDE omkring de dilemmaer der nu engang er i det at være familie!
Hvis han ikke vil give dig bestemme ret – så skal du stoppe med at agere au pair-pige!
Så må han selv gøre det praktiske, der hører med til det at havde 3 børn.
Dvs. han står for hans børn og du står for dit barn
Det vil enten give dig den magt der hører med til det ansvar og tiltage – eller give dig den frihed der hører med til ”bare” at være kæresten.
Som vil gavne dig, jeres parforhold og relationerne til jeres hver især børn.
Dvs a I tager stilling til om I er en familie, hvor I sammen bestemmer – I kan være uenige- men I skal finde ud af hvordan I som par har med uenighed at gøre, (det hedder at arbejde for ens parforhold og familieliv) og at I som par skal finde ud af hvordan I fordeler det arbejde der er ved det at være familie – så det gør at I passer på hinanden som par og de børn der er I jeres familie.
Eller om I er kærester – der hver især har børn med fra tidligere forhold, som I hver især tager jer af. Så er der dage hvor børnene er på samvær, hvor det er klart at der ikke er så meget kæreste tid, og så er der de dage hvor I kan nyde det at være kærester fuldt ud.
Det at tage denne her snak – som ikke handler om exen, eller hans børn men om JER som par – og hvad I vil, med det vilkår at der er børn med fra tidligere forhold?
Hvis I ikke kan havde denne her snak – Så tænker jeg, at ud fra det du beskriver, må du kikke dig selv alvorligt i øjnene – for hvor meget kan du klare? Tåle?
Det du her beskriver lyder ikke sundt?
Det at du bliver klar over hvad du vil – lige nu lyder det til at du er meget aktiv og finder dig i at du ikke har en stemme?
Det kan du trække dig ud af!
Enten ved at bruge din stemme, fokusere på samarbejdet og ikke hans børn eller exen.
Eller ved at stoppe med at lege familie – da din kæreste ikke leger med!?
Det er at blive klar og tydelig og derved tage nogle valg, efter hvad du kan tåle ,og hvad du vil med at være sammen med din kæreste som har børn med fra tidligere forhold?
Hvis I begge vil være familie – så sæt jer ned og bliv helt lavpraktiske omkring hvad og hvordan I gør, jo mere banale lav-praktiske I kan blive jo mere kan I blive afstemt og jo bedre bliver man til at samarbejde og jo bedre vil du opleve at du får det.
Hvis I vil være kærester men ikke være familie – så stop med at tage dig af noget som er hans!
Aftalt hvornår I har kæreste tid- så I mærker at I vælger hinanden men selvfølgelig med den viden at børn tager tid. Når I hver især ved at I har en date/ aftale så bliver det også nemmere at vente og savne uden at blive sur.
Det kan skabe meget glæde også at kunne give hinanden den plads.
For lige nu gør i begge dele – leger familie uden at samarbejde
Det slider på en meget dårlige og usunde måde
Det at skabe et godt familiefællesskab hvor begge samarbejder kan lade sig gøre
Og det at være kærester og stå for hver sit kan lade sig gøre
Men det kræver at I bliver klare og tydelige omkring hvad I vil, og hvad I gør
Ved ikke at tage stilling til hvilken familie I er, og ved ikke at blive lav praktiske omkring jeres valg – så bliver det kaos.
Håber mit svar kan give dig en retning
Lykke til
Mange hilsner
Sia
Psykolog
Siaholm.dk
Sammenbragte-familier.dk
