Snart konfirmation… Vi er ikke “rigtig” familie for hende?
Hej Sia
Vi har 5 sammenbragte børn.
Min mands:
datter 22 år (bor alene)
søn19 år (bor hos os)
datter 11 år (bor hos sin mor)
Mine:
søn17 år (bor hos os)
søn 14 år (bor hos os)
Vi har kendt hinanden i 5½ år, hvoraf vi har boet sammen i de 4½ år. Vi blev gift i 2015.
Vores udfordring er min mands datter, som på flere måder fravælger “vores” familie. Hun har kommenteret, at det ikke er en rigtig familie. Hun har ytret sig over situationer, hvor hun hellere vil undvære at være til stede. Hun bor sammen med sin mor, og vores oplevelser er, at de er mere end godt sammentømret. Katrine kommer med udtalelser og meninger, som for os virker meget “voksent” og ikke fra en 11-årigs mund. Disse udtalelser og meninger kommer også fra hende, selv når hun er hos os. Et meget voksent barn – og efter vores mening også meget “for” voksent.
Dog kan vi godt tænke, om det mon er hendes egne ord, eller om de kommer fra hendes mor.
Min mands datter skal konfirmeres i 2018, og min mand har nu kontaktet moren, om vi ikke skal have kigget på, hvis der skal bestilles et lokale osv. Min mand får så besked på, at datteren kun ønsker de nærmeste med til sin konfirmation. Dvs. at min familie ikke skal deltage, selvom de ved alle andre højtidligheder hos os, altid har været med, og altid har været en del af hendes liv hos os. Så en hel naturlig del for os, at disse også kan være med den dag for at fejre hende.
Morens familie er meget lille, og tanken om, at moren ikke ønsker at min familie skal være der, har da strejfet os. Men både min mand og jeg er faktisk blevet stødt over, at min familie bliver fravalgt på denne måde.
Jeg sidder ikke med en “småligheds-fornemmelse” i munden, men derimod en ked-af-det fornemmelse. Jeg holder meget af min mands datter, og jeg har flere gang bl.a. plantet med hende her hos os (de har ikke have hos hendes mor), og det har hun virket som om, at hun nød, og jeg har også tit været der for hende, når hun har været ked af det. Hun har altid vidst, at hun kunne komme til mig. Men dette er faktisk også stoppet. Hun har faktisk også flere gang, når hun skulle hjem til sin mor, ikke af egen fri vilje sagt farvel til mig. Så der er nogle brikker der falder lidt på plads for mig, at hun måske har det mere svært ved “vores” familie, end vi måske i første omgang har gået og troet.
Nå, men det der egentlig fylder i både i min mands og jeg er, om vi “bare” skal acceptere, at hun fravælger min del af familien til sin konfirmation?
Håber på gode råd
Hilsner fra os
———————————————————————————-
Hej
Tak for jeres mail til brevkassen
Og tak for at bringe et svært emne op for rigtig mange sammenbragte familier!!!
Konfirmation
Samværs ordninger
Jeg tror der er flere ting i dette.
Hvis vi tager konfirmationen først:
Det handler ikke om konfirmation, eller om I er ”rigtige” familie.
Det lyder som om at hendes far trænger til at snakke ordenligt med hende!
Forstået på den måde, at få en snak om- hvad der er sket den sidste tid…..om hvorfor han har taget de valg han nu engang har taget….(skilsmissen, at blive gift med dig osv.)
Det at lytte til hvad hun siger- det kan godt være, at det måske er morens ord I høre fra hende? Men det er datteren der siger dem….
Det at lytte rigtig , og forstå hvorfor hun siger at jeres familie ikke er en rigtig familie?
For på en måde har hun jo ret- I er noget andet!
Men det gør jer jo ikke mindre vigtige? Og hvad er en rigtig familie egentligt?
Men det er vigtigt at han hører hende, og ikke bare hører sin ex-kone, eller forsvare sig….
Det kræver at han er åben overfor, at hun måske har en anden mening!
Det at være uenige skal ikke stoppe snakken, det skal gerne skabe nysgerrighed, men det kræver at man som voksen er nysgerrig i hvad og hvorfor hun mener hvad hun mener- undersøger og prøver at forstå hendes mening.
Det at få en snak om at hun ikke skal elske hans nye kæreste – det gør han. Forklar hende det helt lav-praktisk, at det jo er på samme måde som når hun engang får en kæreste – så skal han (faren) heller ikke elske hendes kæreste – men han skal meget gerne gøre hvad han kan for at lærer kæresten at kende og opføre sig ordenligt fordi kæresten gør hende glad!
Hun viser jo sin far at hun ikke acceptere/respektere hans valg!
Det skal han fortælle hende…. “jeg bliver ked af at du så tydeligt viser at du ikke vil det jeg holder af, det der betyder rigtig meget for mig?”
Ofte kommer det ikke ud af ingenting! – børn gør ofte, ikke altid, men ofte det de voksne gør….
Det at hendes far viser hende respekt ved at prøve at forstå hvorfor, og hvad der gør at hun ikke vil se ham så meget mere, og ikke vil havde hans kærestes familie med til hendes konfirmation…og ikke vil være del af den familie han er ved at skabe?
Denne samtale skal selvfølgelig forgå i Børne sprog- men dette her handler ikke så meget om familier – men måske meget mere om sorg, vrede over de valg, der er blevet taget – som går ud over hende…og kontakten til hendes far…?
Som I jo beskriver er det meget anderledes end hendes kontakt til hendes mor?
Det er vigtigt for jer at se, at det handler om relationen!
Hendes relation til hendes far
Deres gensidig respekt, og accept – deres kommunikation og kontakt!
Det at arbejde på tilliden og fortroligheden mellem far og datter, vil I komme længest med.
Så åbner det nemlig op for en snak om hvad en konfirmation er!
Og hvad I sammen vil gøre den til?
Det kan være det dermed bliver tydeligt for jer – at det er hendes eget eller hendes mors behov?
Og derfra er der nogle valg for jer at træffe, om det enten – hvis moren stadig holder fast i det forslag til fest – at gå med til det, eller holde jeres egen fest på en anden dag for datteren.
Men tror det er vigtigt at I ser denne problematik som symptom for, at der er noget i relationen til hendes far- og deres historie som trænger til at blive håndteret – og det skal ikke håndteres omkring konfirmationen!
Når far har været på banen (få snakket med datteren) er det vigtigt at du kommer på banen- det at få en snak om hvad I er i forhold til hinanden?
Du er ikke hendes mor, hun har en udenmærket mor, men du er en kvinde der er kæreste med hendes far- og på en eller anden måde bliver I familie?
På samme måde som onkler og tanter gør.
I skal sammen bestemme hvordan relationen skal være.
Det at fortæl hende, hvad du selv gerne vil med det at hun er i din familie! Dine drømme….
Det at samtale omkring dette diffuse emne – familie.
(for det er svært og diffust for rigtig mange voksne og børn)
Men samtale, betyder at man som voksne er nysgerrige og skaber en gensidig udveksling- med et barn. Der er ikke et mål, men en undersøgelse man sammen skal lave.
Det er ikke en samtale hvis hun bare skal forstå…..rette sig ind!
Så er den ikke gensidig mere…..men sammen undersøge det I hver i sær kommer med.
Ved at åbne op for en snak- far/datter, dig/datter så tænker jeg at det bliver tydeligt for jer, om hvad det handler om – det kunne tænkes (?) at mor har det svært ved, at I er en familie, og det er hun ikke?
Så kan det blive tydeligt i problematikken, konfirmation – at her er datteren måske bare en rigtig god og støttende datter, der passer på sin mor, og det kan måske gøre jeres valg lettere?
I må tage det i det tempo som snakken har… det er ikke til at vide hvad der viser sig – det her er bare mig der tænker højt, hvad jeg tror der måske ligger til grund for denne problematik I nu står i?
Jeg vil ikke begynde at havde samtale med moren- med mindre at far eller du taler rigtigt godt med mor?
Men bruge det som viden, det er det som er jeres og datterens virkelighed, som kan forurener jeres relation.
(hvis det er det der kommer frem)
Der er mange der vælger at holde to fester, netop af samme grund!
Der er også nogle der vælger en kom bi løsning- de er med i kirken alle mand- og så holder de to fester (på to forskellige dage)
Der er også dem der siger- ja….. du får ret, vi får fred- og gør det hun forslår, men taget det ikke som kritik af ens sammenbragte familie, men mere ud fra en grundlæggende viden omkring de andres manglende evne til at rumme.
Det er jo vigtig lige meget hvilke valg I træffer – så skal det være et valg der støtter op om jer som familie, og de medlemmer der er i jeres familie.
Om det så betyder at I skal være samlet , eller ej som familie, det tror jeg er lige meget.
Det andet som I nævner er samværsordningen
Her plejer jeg at råde forældre til ikke at presse samvær ned over børn, det kommer der som regel ikke noget godt ud af!
Men meget at det –lyst til samvær- handler også om hvilken relation man har til sine forældre. (samt konflikt niveauet mellem mor og far)
Det at far tager en snak om, at det er vigtigt at ses, selv om man synes hinanden er dumme, eller at det kan forstyrre hendes liv hjemme hos mor !
Det at ses regelmæssigt giver dem muligheden for at skabe en god relation til hinanden, som er vigtigt for deres liv sammen!
Men ofte kan det også være vigtigt at bløde samvær lidt op, så man ses på andre tider også – f.eks. går i biffen, mødes efter skole osv. Altså ses fordi man vil snakke og være sammen – så det ikke føles som ”tvang-samvær”!
Det at hun får følelsen af at far vil se hende, og har lyst til at være sammen med hende!
I vil se hende! Du vil se hende!
Men det kræver at far og datter får snakket om det!
Som før beskrevet – nej hun har ikke valgt dem han nu bor sammen med, det har han!
Og hun skal ikke elske dem, men fordi hun vil ham, og han vil hende – kan de hjælpes ad så hun bliver en del af det! ?
Men som før beskrevet kræver det, at I som voksne kikker på relationen og ikke selve problematikken.
For børn vælger ikke selv sammenbragte familier!
Børn skal lærer at blive en del af, i stedet for at blive udenfor, og det er os som voksne der skal gøre dem til en del af den familie vi skaber.
Det starter med samtalen….og noget af det kan også være at vi som voksne skal havde med vores egen dårlige samvittighed at gøre, forstået på den måde, at hvis vi hele tiden synes “det er synd for” barnet- så forurener det relationen/ kontakten.
Når man snakker med børn, er der mange der fortæller, at de ikke siger noget;-)
Det er helt normalt- der skal man som voksne snakke, være åben og fantasere omkring hvad man tænker, de evt. tænker….de vil med garanti sige ”nej sådan er det slet ikke…” osv. Det at lærer dem at sætte ord på- undersøge ….
Men det kan børn først når man som voksne lærer dem det
(viser dem det)
Håber det kan give jer en retning?
En forståelse for problematikken
Lykke til
Mange hilsner
Sia
psykolog
